Specialtrailer kan både anvendes til stort og småt. To registreringer gør Nooteboom-trailer til et fleksibelt køretøj.
En maskintrailer til både pænt og mindre pænt brug fristes man til at sige, når man ser OJ Maskinudlejnings nye Nooteboom-trailer. På sin vis passer det meget godt, for traileren kan lige så vel anvendes til at levere en ny og flot selvkørende maskine, som den kan anvendes til at transportere en ældre maskine, der netop har været ude på en opgave, hvor den er blevet rigtig godt beskidt. Gravemaskiner har det jo med at blive beskidte, hvis de f.eks. har været ude i mudret terræn – måske endda i regnvejr.
Maskintraileren er meget fleksibel fordi den både kan køre med omfangsrigt gods, højt god, let gods eller tungt gods. Takket være de to registreringer, som henholdsvis både registreret trailer på gul nummerplade og som blokvogn, er der nemlig gode muligheder for at udnytte traileren til mange forskellige opgaver.
Traileren er også udstyret med udtræk, der gør det muligt at forøge længden med 6,3 meter i sengen, så eventuelt højt gods kan være op 14,8 meter langt inden for ramperne.
I bagenden er der fast hydrauliske ramper, som selvkørende maskiner kan rulle op af uden at man behøver at frygte, om de kan klare vægten. Ramperne er også hydraulisk breddeforskydelige og klarer belastninger på op til 15 ton.
Godset kan også være f. eks. containere eller skure, og til det formål er traileren udstyret med beslag til containerlåse samt tilhørende løse containerlåse, som kan ligge i værktøjsskabet, når ikke de anvendes.
Det er en fordel med løse containerlåse, fordi man undgår at de ruster sammen, som det ofte sker med faste låse, når de ikke anvendes så tit.
Er godset bredere end 2,55 meter og der er behov for understøtning ud i stor bredde – det er der også tænkt på. Maskintraileren er udstyret med forbredningsudstyr i form af tværgående vanger, som kan trækkes ud - samt tilhørende 25 cm brede planker i hårdttræ, som kan gøre bunden 50 cm bredere.
Solid receptTraileren er bygget efter den sædvanlige solide recept som Nooteboom altid plejer at bruge: To stærke langsgående vanger, der har teleskopudtræk samt en svanehals i fronten, der udligner den store højdeforskel mellem repos og det nedbyggede stykke.
Ved svanehalsen er der rigelig plads til at en rigtig treakslet trækker kan dreje frit – sådan skal det være.
Hjulsektionens aksler er fastgjort med luftaffjedring, der både er en let løsning, som også er enkel at servicere. Luftaffjedringen gør det muligt at justere højden med 20 cm, så eventuelle lastoperationer lettere lader sig gennemføre. Akslerne er fra SAF og er af 10 tons typen med tromlebremser. Den bagerste aksel er selvsporende, så traileren bedre kan manøvrere, også når den er trukket ud. Et valg der betyder højere lasteevne, når traileren kører på blokvognsplade.
Den tekniske maksimalbelastning er på henholdsvis 18 ton ved kongetappen og 30 ton på akselsektionen, så der ved kørsel på blokvognsplader kan holdes en totalvægt på selve blokvognen på 48 ton.
Med en egenvægt på 10,5 ton giver det en disponibel lasteevne på 37,5 ton, hvor man så til gengæld er tvunget til at følge de regler, der er gældende for godsets beskaffenhed samt reglerne for hastigheder og tvangsruter ved blokvognstransporter.
Køres der på almindelig registrering med gul nummerplade, er den højest mulige belastning 29,5 ton, og det er vel at mærke baseret på at trækkeren kan klare 16 ton på sættevognsskamlen.
Sikkerhedsmæssigt er Nooteboom-traileren helt i top, den er nemlig udstyret med RSS - Roll Stabilty System – det vi i almindeligt sprog ofte kalder ESP. Dette udstyr er med til at forhindre kedelige vælteulykker under kørslen.
Generelt er der tale om et pænt produkt med en høj grad af finish. Bagenden er udstyret med typisk dansk lygtebestykning med fire runde trekammerbaglygter, der efterhånden er noget af det eneste der er tilbage af den rigtige danske transportkultur.
fba@transinform.com