Kommissionen vil sikre, at EUs regler og bestemmelser for transport indføres og kontrolleres på lige vilkår i alle EUs medlemslande.
Så direkte var udtalelserne fra generaldirektør Mathias Ruete, Kommissionens DG Transport og Energi, ved afslutningen af mødet om situationen i vejtransporten i denne uge i Bruxelles, skriver Dansk Transport og Logistik i en pressemeddelelse.
På mødet havde DTLs EU-chef Søren Hyldstrup Larsen kritiseret, at medlemslandene for nemt kan se bort fra, omfortolke eller fordreje gældende harmoniserede regler uden at risikere meget.
- Vi vurderer i DTL, at sanktionerne fra EU hidtil ikke har været stærke nok, siden nogle medlemslande har været så nølende over for at indføre EU-regler på transportområdet. Så vi bifalder generaldirektør Ruetes udmelding, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
På mødet fik medlemslandene også deres del af skylden. Medlem af Europa-Parlamentet Mathias Grosch, Belgien, gav ifølge DTL udtryk for sin forbløffelse over, at ”27 medlemslande kan sidde i Bruxelles og blive enige om fælles regler – for så bagefter at vende hjem og selektivt eller overhovedet ikke indføre reglerne for at tage hensyn til deres egne operatører.”
DTL kræver handling af EU- Det er godt, at DTLs synspunkter blev taget alvorligt. Men vi kræver også decideret handling. Situationen er jo ikke enestående for vejtransport. Vi ser den også for de andre transportformer. Senest har et par Europa-parlamentarikere peget på det kludetæppe af statslige ordninger, der er gældende for havne uden fælles retningslinjer for statsstøtte. I den forbindelse er det positivt at konstatere, at Kommissionen aktivt forfølger nogle sager om støtte til havne for at sikre den lige konkurrence. Det er den slags handlinger fra Kommissionen, vi også gerne ser på vejtransportområdet, siger Erik Østergaard.
Han mener, at statsstøtte er en glidebane.
- Man ser i stigende grad, hvordan nationale støtteordninger og nationale forskelle i, hvordan regler fortolkes, bliver anvendt med fordel for medlemslandets egne operatører. Det Indre Marked kommer til at ligne et kludetæppe af 27 forskellige systemer snarere end et harmoniseret område med fælles regler. Her skal tages initiativer på EU-plan og på nationalt plan. Men vi skal komme ud af krisen med et bedre Indre Marked, ikke et ødelagt Indre Marked, påpeger Erik Østergaard.