Ændring: Det ser sort ud for luftfarten i Litauen – men nu kommer et svensk selskab måske til hjælp.
Af Herbert Nielsen
Siden det litauiske selskab flyLAL gik konkurs den 17. januar i år, har landets flyforbindelser til omverdenen været af lave. Faktisk flyves nu kun omkring en-tredjedel af de operationer i Vilnius Lufthavn, der var for et år siden. Og kun 10 af EU’s 27 hovedstæder har i dag direkte flyforbindelse til Vilnius. Og det i en tid, hvor Vilnius fra 1. januar 2009 har været EU’s ”kulturhovedstad”.
Det eneste hidtidige lyspunkt har været, at Brussels Airlines fra den 30. marts startede op med fire ugentlige flyvninger mellem Vilnius og Bruxelles.
Men den 16. april sprang nyheden: Det svenske regionale luftfartsselskab Skyways er i forhandlinger med de litauiske myndigheder og Vilnius Lufthavn om åbning af en serie Europa-ruter, der kan genskabe en del af forbindelserne til omverdenen.
Europa-ruterGår forhandlingerne godt, håber Skyways på at kunne starte sine Litauiske operationer fra den 1. halvdel af maj måned – i tide til at være på plads til sommerperioden.
Udspillet fra Skyways taler om en daglig afgang til Vilnius fra København, og to daglige rundture fra Stockholm. Dertil to daglige afgange fra Amsterdam og én ugentlig rundtur fra Berlin.
Skyways har i dag en flåde på 14 ikke-helt-nye Fokker 50 – samme type som også det nu hedengangne SAS Commuter anvendte. Og Fokker 50 skal efter planen indsættes for at betjene ruterne til Vilnius fra København og Stockholm.
På ruterne til Vilnius fra Amsterdam og Berlin skal Skyways derimod i byen for at indleje et af de større Fokker 100 fly, der i modsætning til Fokker 50 er jetfly.
Der skal slides- Nu må vi først se, om hele projektet lykkes og vi får de fornødne tilladelser, siger selskabets direktør, Peter Browall. Dernæst må vi slide for at få ruterne op at stå og i god gænge. Så kan det senere komme på tale at operere ruterne i samarbejde med andre selskaber. Sådanne aftaler som for eksempel en code-share aftale kan tilføre den værdi, at ruternes afgangs- og ankomsttider tilrettelægges således, at der kan opnås komfortable transfermuligheder til andre destinationer med samarbejdspartnerens flyvninger. Derved ville Litauens forsyning af lufttransport igen komme så nogenlunde på benene.
Indtil det sker, er nabolandet Letlands airBaltic på stikkerne for at få så meget af Litauens trafik som muligt ved at intensivere sine flyvninger mellem de to lande. Litauiske passagerer, der flyves fra Vilnius til airBaltic’s hub i Riga, når derfra ind på selskabets voksende rutenet – og det skæpper jo godt i airBaltic’s kasse.