14. maj drager en delegation fra Vejle Kommune til møde med Folketingets Trafikudvalg, hvor man vil fremføre ønske om uidvidelse.
Ønsket drejer sig ikke blot om at få seks spor på Vejlefjordbroen, men på hele motorvejsstrækningen fra GateWay E45 i nord til udfletningen nede ved Skærup. Det skriver Vejle Amts Folkeblad.
Jørgen Lindberg, der er konsulent på vejområdet i teknisk forvaltning, vil ikke tage ordet ottesporet motorvej i sin mund:
- Vi vil gerne have to parallelspor på tre kortere strækninger. Det er den betegnelse, Vejdirektoratet selv bruger på den del af motorvejen, der allerede er planlagt med parallelspor.
Den strækning er stykket fra Vejle Nord mod DTC og den kommende tilslutning til motorvejen mod Herning. Her skal der flettes ud og ind i en grad, at det er nødvendigt med fire spor. Det er den model, Vejle Kommune gerne vil have videreført på begge sider af broen i forbindelse med den store udvidelse af motorvej E54 mellem DTC og Hornstrup i nord til Skærup i syd.
Endnu en udvidelseStår det til Vejle Kommune, kommer der endnu en strækning med mere end seks spor. De to ekstra spor skal strække sig til endnu et tilslutningsanlæg: Godt en kilometer syd for frakørsel 61 vil kommunen gerne have staten til at etablere et tilslutningsanlæg til den såkaldte Borgmestervej. Det er den motortrafikvej mod Billund, som Vejle Amt i sin tid planlagde og vedtog, men som aldrig er ført ud i livet. Men vejen står stadig på ønskesedlen hos Vejle Kommune og naboerne i Billund Kommune.