Nydanskere har i mange år med succes været taxachauffører og buschauffører, men kun sjældent ser man en nydansker som lastbilchauffør.
Det vil Dansk Transport og Logistik (DTL), Foreningen Nydansker, Københavns Kommune og syv kommuner på den københavnske vestegn forsøge at gøre noget ved.
- Nydanskere kan blive en vigtig ressource i de danske transportvirksomheder, som har brug for dygtige lastbilchauffører. Det kræver selvfølgelig oplæring at gå ind i et erhverv, men det indgår også i vores projekt, hvor bl.a. en mentor-ordning med erfarne lastbilchauffører sættes i gang. Vi vil sikre, at nydanskere får jobs som chauffører, og hvor der samtidig er udsigt til at kunne blive selvstændig gennem etablering af egen transportvirksomhed. Mange chauffører bliver nemlig senere ledere af deres egen transportvirksomhed,” siger DTLs leder af projektet, Morten Almlund.
StøtteIntegrationsministeriet har bevilget 3,44 mio. kr. til DTL for at gennemføre projektet, der løber fra august 2009 til begyndelsen af 2011.
- Vi er glade for bevillingen og glæder os til at komme i gang. Formålet er at nedbryde barrierer for nydanskere som chauffører i godstransportbranchen. Det vil være nogle af DTLs 3100 medlemsvirksomheder, som er med i projektet og som stiller dygtige mentorer til rådighed. Vi håber, at nydanskerne finder projektet interessant og ser det som en vej ind på arbejdsmarkedet, siger Morten Almlund.
Forsøgsprojektet er i første omgang afgrænset til Københavns-området, men kan brede sig til hele landet.
- Lige nu er der ikke chaufførmangel. Men når bedre tider viser sig, gælder det om at have forberedt strukturer, som kan bidrage til en stærk chauffør-ressource i Danmark i et nyt opsving, siger Morten Almlund.