Overfyldte rasteplader tvinger chauffører til at overskride køre- og hviletiden og det koster på trafiksikkerheden.
Det skriver Dansk Transport & Logistik i en kommentar til Vejdirektoratets analyse af forholdene på de danske rastepladser. Vejdirektoratet erkender i analysen, at rastepladserne ikke dækker behovet og manglen på parkeringspladser til lastvogne betyder, at mange chauffører kører forgæves.
- En af årsagerne til de overfyldte rastepladser – især i Sønderjylland – er, at mange chauffører venter med deres lastbiler på parkeringspladserne, indtil de har fået gods at køre videre med. Det er især udenlandske chauffører, der lever i flere dage på pladserne, indtil de får en ordre på returgods. Men det er ikke det, pladserne er beregnede til. De er beregnede til hvil af hensyn til trafiksikkerheden. Derfor kan pladsproblemet her og nu bl.a. reduceres ved at indføre tidsrestriktioner på parkeringsområdet, eksempelvis på 24 timer, hvilket også passer godt i forhold til køre- hviletidsbestemmelserne, siger chefjurist John Roy Vesterholm, DTL.
OverbelægningDTL kræver også en løsning på det stigende problem med ’herreløst’ materiel – trailere og containere – på rastepladserne.
- På flere af landets rastepladser er den gennemsnitlige belægningsprocent for lastbiler om natten på over 100 procent. På Skærup Øst er det hele 400 pct. Rastepladserne er overfyldte, hvilket er et stort problem for lastbilschaufførerne, når køre- og hviletiderne skal overholdes, og der ikke er mulighed for at køre videre. Det er derfor glædeligt, at Vejdirektoratet i analysen har været særligt opmærksom på udfordringen med de mange lastbilchauffører, der har behov for hvile- og overnatningsmuligheder, siger John Roy Vesterholm.
Analysen indeholder mange forslag til forbedringer af kvaliteten og kapacitet på landets rastepladser, herunder brug af ITS. Men der skal handles her og nu.
- Problemet er der nu og her, så det haster med at komme i gang. Så Vejdirektoratet bør også overveje mere fleksible rastepladser, således at det f.eks. bliver muligt at omdanne parkeringspladser til personbiler til parkeringspladser til lastbiler om natten, hvor behovet for parkeringspladser til personbiler ikke er så stort” siger John Roy Vesterholm.