Danske Havne glæder sig over regeringens redegørelse om Fremtidens Godstransport åbner op for en revision af havneloven.
Det er ikke overraskende de kommunalt ejede havnes længe nærede ønske om mindre snærende bånd på havnenes kommercielle udfoldelsesmuligheder, der i redegørelsen har fået et lille fodfæste.
Transportminister Lars Barfoed (K) ønsker en ”Analyse af incitamenter og barrierer i forbindelse med omdannelsen af kommunale havne (selvstyrehavne) til aktieselskaber”. Analysen skal gennemføres i 2010.
Fredericias borgmester Uffe Steiner Jensen, der er formand for Danske Havne, ser gerne, at ministerens analyse af Havneloven også vil omfatte havnes muligheder for at indgå på forretningsmæssige vilkår i flere aktiviteter, som f.eks. landtransportcentre og jernbaneterminaler. Aktiviteter, der er mindre kontroversielle end havnens ønske om at få lov til at udbyde mere traditionelle havnerelaterede serviceydelser, som lodsning, bugsering og stevedoring.
Danske Havne roser godsredegørelsen, fordi den på en gang sætter fokus på en fremdadrettet udvikling af rammerne for godstransporten, heruder de samlede transportkæder, miljø og ikke mindst havne rolle i den nationale og internationale netværk..
- Når lastbil, tog og skib kan mødes på havnene giver det optimale muligheder for at organisere varetransport, så vi begrænser CO2 udledning mest muligt. Samtidig vil de store varemængder på havnene kunne forbedre økonomi og effektivitet i transport. Derfor søger mange lager- og varehuse nu mod placering på eller nær ved havne. I det lys er vi meget tilfredse med transportministerens godsredegørelse, siger Danske Havnes formand Uffe Steiner Jensen.
Også det ministerielle løfte om enklere administration og udlugning i skoven af forældede regler og krav vækker tilfredshed.
ForskningDanske Havne har også ønsker til forskning og udvikling i transportsektoren. Indsatsen skal i højere grad fokusere på udvikling af systemer, der kan give hurtig, sikker og miljørigtig kombination af lastbil, bane og skib. Forskning skal også sikre, at Danmark ikke bare bliver transitland for varer. Virksomheder på havnene skal i højere grad få opgaver med at forarbejde, ompakke og videresende varerne. Det kræver, at man ser de mange transportkæder i helhed, og ikke mindst kræver det omstilling og uddannelse hos de, der organiserer transport og de, der køber transport.