Den med finanskrise og et stillestående samfund tror de ikke meget på hos Super Dæk Service i Odense Havn.
Den 23. april flytter det velbesøgte dæk- og autoværksted til nye og topmoderne lokaler. Bygningen er på over 1800 kvadratmeter og ligger på nabogrunden til de nuværende lokaliteter.
Med de nye lokaler bliver der endnu bedre plads til at servicere kunderne. Den mere end fordoblede kapacitet betyder at kunderne vil opleve kortere ventetider.
- Vi havde simpelthen ikke plads nok i de gamle bygninger, fortæller en glad afdelingsleder Claus Pedersen, der ser frem til at byde nye og gamle kunder velkommen i de nye lokaler.
- Vi kan mærke at vores kunder er trofaste og samtidig kommer der hele tiden nye kunder til. Vi bliver nødt til at have pladsen til at give dem den service navnet ”Super Dæk Service” lægger op til.
Til de tungere køretøjer vil der fremover være to baner med gennemkørsel og tilhørende lager, hvilket betyder at kapaciteten bliver kraftig forøget.
- Det bliver lige midt i forårssæsonen, at Claus Pedersen og hans erfarne mandskab skal i gang med at pakke flyttekasser.
Men udsigten til en flytning i en af årets travleste måneder, giver angiveligt ikke anledning til bekymring hos Super Dæk Service-mandskabet.
- Vi tager det med et smil. Naturligvis får vi travlt i april – men det har vi jo hvert år. Sådan er det i Danmark: Når fuglene begynder at synge og påskeliljerne titter frem – så skal der sommerdæk på bilen, siger afdelingslederen.