Direktør for Danske Speditører, Martin Aabak, er tilfreds med regeringens godsredegørelse.
- Erkendelsen af, at Danmarks behov for forsyning med varer og for at skabe velstand gennem eksport er led i forsyningskæder, som spænder over hele jorden, betyder, at man må afholde sig fra miljø- og klimatiltag uden sammenhæng med de vilkår, der gælder i international handel og transport. Den balance ser det ud til, at regeringen anerkender, specielt hvor den peger på, at et "grønnere" transportsystem skal udvikles i takt med nye teknologiske muligheder og over 10-20 år. Det viser, at man ikke er indstillet på restriktive, signalprægede tiltag på transportområdet. Det er positivt, siger Martin Aabak.
Han peger på, at Danske Speditører påtager sig et medansvar for en bæredygtig udvikling.
- Vi er vant til at optimere på økonomi og rettidighed, og derfor er vi helt klar over vigtigheden af at optimere miljø- og klimamæssigt. Vi ved, at holdbare løsninger er mere værdifulde for miljø og klima i det lange løb end store armbevægelser; men der er kræfter i samfundet, som er villige til at se stort på økonomien, hvis bare de kan få lov at trutte højest i den grønne trompet. Dem kommer vi til at høre fra i denne sammenhæng, og i den forbindelse er det afgørende, at oppositionspartierne som deltagere den politiske aftale om en grøn transportpolitik fra 29. januar i år viser ansvarlighed over for udfordringen i at afbalancere behovet for vækst med ønsker om miljø- og klimatiltag, siger Aabak.
Direktøren for Danske Speditører understreger, at ud over godsredegørelsens generelt positive synspunkter indeholder den enkelte punkter, som lægger op til at blive bearbejdet. For eksempel kan urealistiske forestillinger om at få en større del af væksten i transittrafikken gennem Danmark over på jernbane indvirke negativt på godsets mobilitet, hvis målsætningen betyder indskrænkninger over for eller mangel på midler til at lette vejtransporten, mener han.
Kun fire procent af det grænseoverskridende gods kører i dag ind og ud af Danmark på jernbane. Selv betydelige investeringer i jernbaner i Danmark vil ikke ændre på, at transportkorridorerne på kontinentet har flaskehalse, som allerede nu har besvær med at håndtere det eksisterende gods - for ikke at tale om en kommende vækst, vurderer Martin Aabak.
- Vi ser i den forbindelse forhøjelsen af den grønne kørselsafgift med 500 millioner kroner som et uvelkomment tiltag, som ikke vil formå at understøtte omlægning af godstransport på nogen væsentlig måde, men uden tvivl vil fungere som en bremse på Danmarks konkurrencedygtighed, siger Martin Aabak.