SAS Airmail: Luftpost har i mange år været en lidt overset del af luftfragtsbranchen. Men det er vendt igen.
Af Herbert Nielsen
Indtil for bare et par år siden var der ikke megen fokus på luftpost - eller airmail. Men med de generelt dystre udsigter for den internationale luftfragt er der kommet et helt andet og positivt syn på airmail.
- Og det er jo fordi konjunkturerne her ser anderledes gunstige ud, siger Michael Thomasen, chef for SAS Airmail gennem de seneste tre år.
Hvor almindelig luftfragt ser ud til at dykke med 20-30 procent i de første måneder af 2009, kan Airmail fortsat holde sig oven vande og i hvert fald se frem til et 0-vækstresultat. Måske endda lidt over - og det er jo ikke så lidt i disse tider.
- Almindeligvis skal luftpost kæmpe med anden luftfragt om kapacitet på flyene. Men den kamp er mildest talt ikke så voldsom i disse dage, sammenlignet med de ”gyldne tider” i 2008. Og mens fragtraterne i almindelighed rutsjer ned i disse tider, ligger det lidt anderledes med de rater, der er aftalt vedrørende transport af airmail. De nationale postvæsener, der er vore kunder, tegner almindeligvis kontrakter på to-tre års forløb, hvor fragtraten er lagt fast én gang for alle, siger Thomasen.
SAS Airmail har fortsat transport med SAS-fly som 1. prioritet.
- Men vi skal først og fremmest betjene vores kunder blandt postvæsenerne, så for os handler det om at sikre, at posten sendes af sted med første mulige afgang under forudsætning af, at det sker med en kvalitets-carrier. Vi anvender derfor et stort miks af forskellige luftfartsselskaber, som vi har faste aftaler med. Det gør det også muligt for SAS Airmail at byde på kontrakter på geografiske områder, hvor SAS slet ikke flyver, eller som overhovedet ikke har berøring med det skandinaviske område.
SAS Airmail er eksempelvis inde på det amerikanske indenrigsmarked.
- Vi vinder kontrakter med USPS på grund af vores kvalitet og vores tætte opfølgning via IT-systemer. Det samme gælder for eksempel visse dele af Sydamerika og steder i Asien og Oceanien, forklarer Michael Thomasen.
I dag genererer SAS omkring 20 procent af omsætningen på posten i Europa, ca. 30 procent i Skandinavien, andre ca. 30 procent i USA og endelig omkring 20 procent i Fjernøsten. SAS Airmail har omkring 45-50 medarbejdere i denne SAS Cargo business unit, og heriblandt er omkring 27 beskæftiget i terminalerne, mens andre 20 overvåger kvaliteten og kundeservice rundt omkring i verden.
- Efter mange år i skyggen har Airmail i dag sin egen gruppe i IATA, Airmail Panel, som SAS Airmail er deltager i, og vi er også medlem af Universal Postal Union, hvor vi møder vore kunder blandt verdens postvæsener, siger Michael Thomasen.
LuftpostFor bare nogle år siden transporterede SAS omkring 40.000 tons airmail om året. Det volumen er skrumpet til ca. 14.-15.000 tons årligt fordi der i dag sendes mindre post på grund af de elektroniske kommunikationsmedier.
Modsat har den eksplosivt voksende e-handel betydet, at mange private og virksomheder køber over internettet, og der afleveres varerne ofte som småpakker via luftvejen.
SAS Airmail transporterer i dag omkring 1200 tons per måned, eller ca 50 tons per dag. Det tidligere så store volumen er i øvrigt, udover nedgangen i brevmængder, også svundet noget på grund af, at SAS ikke som tidligere år har den norske indenrigspost i sin portefølje.