Sagen fremmes

Hvor skal vi hen: Ny kendelse fra Sø- og Handelsretten fastholder sag om fejludleveret gods på dansk grund.

Begrebet ”rette værneting” er et spørgsmål, om den part, der som sagsøger har indbragt en sag for en given domstol har vurderet rigtigt hvad spørgsmålet om forum angår, og viser det sig at vurderingen var forkert, skal den pågældende domstol afvise sagen, som så må anlægges på ny et andet sted.

Er det andet og mere rigtige værneting beliggende inden for samme lands grænser, kan fejlen evt. repareres ved, at retten blot henviser sagen til en anden retskreds eller instans, men er det simpelthen selve landet der er galt, må sagsøgeren som regel starte forfra, med bl.a. risiko for at sagen i mellemtiden kan være forældet.

Får sagsøgeren derimod ret taler man om at ”sagen fremmes”, og retten fortsætter senere med at behandle de spørgsmål sagen egentlig handler om (den ”materielle” del).

Værnetingsreglerne findes i Danmark i Retsplejeloven, men visse speciallove – særligt dem der er rundet af internationale konventioner – indeholder egne værnetingsregler. Dette gælder eksempelvis CMR-loven, der i § 39 giver følgende valgmuligheder for at få sagen i gang:

Bestemmelsen udbygges – eller vil nogen måske mene forplumres – af reglerne i lovens kapitel 6, der finder anvendelse når samme transport fra a til z udføres af flere på hinanden følgende fragtførere. Kapitlet starter med § 43:

I § 46 fastlægges den indbyrdes hæftelse:

Endelig tager § 47 stilling til værnetingsproblematikken:

Sø- og Handelsretten har senest anvendt disse lidt tekniske regler i forbindelse med kendelse afsagt 18. marts i en tvist om værneting for regreskrav mellem to fragtførere skal fastlægges efter CMR-lovens § 47, stk. 2, når der er tale om en fuldt ud viderekontraheret transport.

Sagen var anlagt af en dansk speditør mod en hollandsk speditør, der nedlagde påstand om afvisning.

Sagen tog sit udspring i juni 2008 hvor et speditionsfirma fik til opgave at forestå transport af en ladning tekstilvarer fra Holland til Danmark. Opdraget blev viderekontraheret til det danske datterselskab (”Den danske speditør”), der igen viderekontraherede til en hollandsk speditør (herefter Den hollandske speditør).

Chaufføren fra Den hollandske speditør overtog ladningen i Zaandam, Holland, og kørte den til Frederikshavn, hvor ladningen blev udleveret til modtageren.

Den danske speditør anlagde sagen fordi man mente, at Den hollandske speditør ikke burde have udleveret ladningen til modtageren, idet der var givet instruks om, at ladningen ikke måtte udleveres, forinden man havde givet tilladelse hertil. Den hollandske speditør gjorde gældende, at der ikke blev afgivet instruks herom. Den Afsenderen af godset havde rejst krav om betaling af 86.007,72 EUR på grund af manglende overholdelse af instruktionen, og speditøren ønskede dette beløb dækket af det hollandske speditionsfirma.

Den danske speditør havde derfor den 8. juli 2008 anlagt sag med påstand om, at Den hollandske speditør skulle friholde Den danske speditør for det tab, som Den danske speditør måtte blive pålagt som følge af den påståede tilsidesættelse af afleveringsinstruksen.

Den hollandske speditør nedlagde påstand om frifindelse og altså tillige påstand om afvisning.

Gradbøjning af kommaer

Jeg medgiver gerne at det følgende bliver om end meget teknisk og samtidig noget tørt for ikke-jurister, men i en sag som denne er man ofte helt ned og gradbøje kommaerne.

Advokaten for Den hollandske speditør gjorde gældende, at værnetinget i denne sag skulle afgøres på grundlag af CMR-lovens § 47, stk. 2, jf. § 46, uanset om CMR-lovens § 43 fandt anvendelse eller ej. Efter § 47, stk. 2, jf. § 46 var der ikke værneting ved Sø- og Handelsretten i Danmark, hvorfor sagen måtte afvises.

CMR-konventionen blev inkorporeret i Danmark ved CMR-loven. Det var ikke tilsigtet, at der med CMR-loven skulle ske realitetsændringer i forhold til CMR-konventionen, jf. U 1987.481 H (”U” er her forkortelsen for Ugeskrift for Retsvæsen). Ved fortolkningen af CMR-loven må der lægges afgørende vægt på den autentiske engelske konventions tekst. Formålet med CMR-konventionen var at sikre ensartede regler i alle konventionslande. Konventionen burde efter advokatens opfattelse fortolkes udvidende for at beskytte svage parter.

Advokaten henviste til at Højesteret ved fortolkningen af CMR-loven lægger betydelig vægt på udenlandske domme, jf. U 1987.481 H. CMR-lovens § 46 omhandler regreskrav mellem fragtførere og fin-der anvendelse, uanset om betingelserne for anvendelsen af § 43 er opfyldt. Denne fortolkning er i overensstemmelse med retspraksis i andre konventionslande, jf. afgørelsen i sagen Ulster-Swift Ltd. v. Taunton Meat Haulage Ltd., hvor Court of Appeal udtrykkeligt har taget stilling til spørgsmålet.

CMR-lovens § 47, stk. 2, henviser direkte til § 46, der ikke stiller krav om, at betingelserne i § 43 er opfyldt. Af ordlyden i artikel 37, der ligger til grund for CMR-lovens § 46, fremgår klart, at det ikke er et krav for anvendelsen af artikel 37, at artikel 34 (CMR-lovens § 43) er opfyldt.

Den eneste betingelse for at anvende § 46 er, at fragtføreren ønsker at videreføre et erstatningskrav. Der kan ikke stilles krav om, at der nedlægges påstand om erstatning. Artikel 37 henviser hverken til kapitel VI eller artikel 34. Formålet med § 46 er at fastlægge den indbyrdes ansvarsfordeling mellem flere fragtførere. Der er således ingen grund til at stille krav om, at betingelserne i § 43 er opfyldt.

CMR-lovens § 43 vedrører flere fragtføreres solidariske ansvar. Bestemmelsen er en særbestemmelse om et potentielt byrdefuldt solidarisk ansvar, og betingelserne for, at et sådant ansvar kan gøres gældende, kan ikke overføres på de øvrige bestemmelser i CMR-lovens kapitel VI. Hverken efter sin ordlyd eller efter sit formål forsøger § 43 at definere, hvilke transporter der er omfattet af kapitel VI. Det er derfor ubegrundet at lade § 43 være bestemmende for, hvornår kapitel VI finder anvendelse.

Det er ubestridt, at begge parter er fragtførere i CMR-lovens og CMR-konventionens forstand. Det er også ubestridt, at det rejste regreskrav er et krav mellem to fragtførere. Den danske speditørs regres-krav over for Den hollandske speditør er derfor omfattet af CMR-lovens § 46, og værnetinget skal fastlægges efter § 47, stk. 2.

Ex tuto (retssprogets pendant til det gode danske udtryk ”for en sikkerheds skyld”) blev det gjort gældende, at betingelserne for anvendelse af CMR-lovens 43 var opfyldt. Til støtte herfor anføres, at § 43 både efter sin ordlyd og efter sit formål finder anvendelse på fuldt ud viderekontraherede transporter. CMR-lovens § 43 svarer til CMR-konventionens artikel 34. Ordet ”performance” i artikel 34 henviser til en kontraktretlig forpligtelse og ikke en fysisk udførelse. I U 1986.947 SH var det ikke et krav, at fragtføreren rent faktisk havde deltaget i transporten. I U 2000.1372 H blev det ubestridt lagt til grund, at § 43 fandt anvendelse på en fuldt ud viderekontraheret transport.

Den danske speditør s advokat gjorde gældende, at betingelserne for anvendelsen af de særlige regler i CMR-lovens kapitel VI ikke var opfyldt, idet den i sagen omhandlede transport ikke var en befordring, der udføres af flere landevejsfragtførere efter hinanden, jf. CMR-lovens § 43. Den danske speditørs krav var derfor ikke omfattet af CMR-lovens § 46. Værnetinget skulle som følge heraf ikke afgøres ef-ter reglerne i CMR-lovens § 47, stk. 2. Derimod skulle værnetinget afgøres efter de almindelige vær-netingsbestemmelser i CMR-lovens § 39. Som følge heraf var der efter denne advokats opfattelse værneting ved Sø- og Handelsretten, idet bestemmelsesstedet var beliggende i Danmark.

Det er en betingelse, for at § 47 kan finde anvendelse, at grundbetingelserne i kapitel VI er opfyldt. For at kunne anvende kapitel VI, som vedrører befordring, som udføres af flere fragtførere efter hin-anden, skal ordlyden i § 43 være opfyldt. Det er både i dansk og norsk retspraksis lagt til grund, at § 43 skal være opfyldt, for at § 47, stk. 2, kan anvendes, jf. FED 2003.488 SH og FED 2001.2686 SH (FED er en domssamling med særligt domme om forsikring og erstatning). Alene én engelsk Court of Appeal dom støtter Den hollandske speditørs synspunkt.

I henhold til ordlyden af § 43 skal to betingelser være opfyldt, for at transporten er omfattet af bestemmelsen. Transporten skal udføres af flere landevejsfragtførere efter hinanden og skal ske i henhold til det samme fragtbrev. Der skal være tale om flere fragtførere, der tager del i den fysiske faktiske transport. Dette var ikke tilfældet i denne sag.

Såfremt § 43 også skulle finde anvendelse på fuldt ud viderekontraherede transporter, ville det være en udvidende fortolkning af bestemmelsen, hvilket der ikke er belæg for. Tværtimod burde bestemmelserne fortolkes indskrænkende. Det følger af ordlyden af § 47, at denne alene finder anvendelse på krav efter § 46. Efter ordlyden af § 46 kræves det, at en sagsøger kræver regres for allerede betalt erstatning. I denne sag har Den danske speditør alene nedlagt påstand om friholdelse, men ikke om erstatning.

Betingelserne i § 46 var derfor efter advokatens opfattelse ikke opfyldt, hvorfor § 47, stk. 2, også af denne grund ikke fandt anvendelse. Sagen burde herefter fremmes ved Sø- og Handelsretten efter den generelle værnetingsbestemmelse i CMR-lovens § 39.

Sø- og Handelsretten startede med at henvise til, at der er mellem parterne enighed om, at både Den danske speditør og Den hollandske speditør skulle anses for fragtførere i CMR-lovens forstand. Transporten af godset fra Holland til Danmark skulle i sin helhed udføres af Den hollandske speditør. Transporten blev således udført af en fragtfører og ikke af flere fragtfører efter hinanden med én og samme fragtaftale som grundlag. Transporten var således efter rettens opfattelse ikke omfattet af ordlyden i § 43.

Retten anførte endvidere at efter ordlyden i såvel CMR-konventionen og CMR-loven omhandler kapitel VI ”befordring, som udføres af flere fragtførere efter hinanden”. Retten fandt ikke, at ordet ”performed” i konventionsteksten skulle oversættes på anden måde end sket i den danske lovtekst. Heller ikke efter indholdet af bestemmelserne i kapitel VI eller efter almindelige juridiske fortolkningsprincipper var der grundlag for en udvidende fortolkning af undtagelsesbestemmelserne i kapitel VI.

Værnetinget skulle således afgøres efter den almindelige værnetingsbestemmelse i CMR-lovens § 39, og da bestemmelsesstedet for transporten var i Danmark, var der værneting i Danmark, hvorfor sagen henhørte under Sø- og Handelsretten kompetence.

Sagen skulle dermed ikke afvises fra Danmark men tværtimod ”fremmes”, og det er dermed fastslået at værnetinget for et regreskrav mellem to fragtførere ved en transport, hvor hele transporten er ”viderekontraheret” skal afgøres efter § 39 og ikke efter § 47 stk 2, som i modsætning til § 39 ikke ville give mulighed for at anlægge sagen på det sted, hvor godset modtages eller afleveres.