Noer Rental A/S i Toftlund har leveret 2 nye DAF trækkere til vognmand Henning Juulsen, der også er hjemmehørende i Toftlund.
De to nye DAF lastvogne, der begge er bygget op som rigtige nordiske trækkere, er af typen DAF XF105 FTS.460, der er udstyret med DAF’s kendte 6 cyl. rækkemotor, som matcher Euro 5 normen takket være en SCR katalysator, der fungerer ved hjælp af AdBlue.
Opbygningen er lavet hos Carsten Noer A/S i Toftlund og omfatter en 780 Liters ståltank, der er monteret i venstre side, et værktøjsskab med batterier i højre side, en luftforskydelig Jost sættevognsskammel, fuld aluafdækning, hanebro med lys, luft, Liftstik og spærrehaner, samt en 70 Liters Ad-Blue tank, der er placeret under førerhusets bagerste del i venstre side.
På begge bagaksler er der monteret parlockskærme. Førerhuset er en Super Space Cab version, som byder på god plads for chaufføren. Udstyret omfatter også skylights i de øverste forhjørner på førerhuset, combi lygter i kofangeren, oliefyr med timer, der opvarmer kølevæsken, et 44 L. køleskab i førerhuset, luftaffjedrede fører – og passagersæder, radio / cd-afspiller samt tempostat.