DTL kritiserer i et høringssvar til Skatteministeriet, at man ved en ændring i ligningsloven ønsker at lægge et loft på 50.000 kr. årligt for størrelsen af fradrag efter rejsereglerne.
DTL mener, at lovforslaget både er i strid med regeringens ambition om at fastholde en iværksætterånd og selvstændighedskultur i dansk erhvervsliv og i strid med regeringens politik om at reducere virksomhedernes administrative byrder.
For det første giver det ingen mening med et sådant loft for lastbilchauffører, der jo ikke kan flytte deres bolig hen til arbejdspladsen, som er deres lastbil.
For det andet vil der blive tale om en markant forskelsbehandling på lønmodtagere og selvstændige til ugunst for den selvstændige. Det skyldes, at skattefri rejsegodtgørelse i grænseoverskridende transporter indgår som en diæt i døgnbetalingen for chauffører, og diæter er ikke omfattet af loftet, hvilket DTL i øvrigt er fuldt tilfreds med. Men den selvstændige vognmand, der kører grænseoverskridende ture, får begrænset sit fradrag i den personlige indkomst til 50.000 kr. årligt – hvilket er 41.000 kr. lavere end diæterne til den eksportchauffør, der som lønmodtager årligt får udbetalt f.eks. 200 diæter à 455 kr. pr. døgn svarende til 91.000 kr., påpeger DTL.
Alternativt får den selvstændige vognmand en øget administrativ byrde ved at skulle samle bilag og foretage fradrag for de faktiske udgifter i stedet for at kunne anvende standardfradraget, som de fleste gør i dag.
Dyrt systemDansk Transport og Logistik (DTL) peger i et andet høringssvar vedr. regeringens skattepakke, at organisationen er tilfredshed med de kommende personskattelettelser.
- Men vi må udtrykke stor utilfredshed med, at transporterhvervet rammes så hårdt, som tilfældet er med en ekstrabeskatning på 1,4 mia. kr. årligt er - herunder 500 mio. på kørselsafgifter på danske lastbiler, skriver DTL.
DTL kritiserer blandt andet, at der ikke er taget højde for, at kørselsafgiftssystemet er meget dyrt i opbygning og drift - formentlig langt ud over de 500 mio. kr. i indtægt som man regner med.