Den store Scania-forhandler Stiholt bliver forhandler af Mitsubishi Canter.
Den lille robuste japanske lastvogn Canter bliver fremover forhandlet af Stiholt i Sæby, Thisted, Hjørring og Aalborg .
Stiholt har indgået aftale Mitsubishi FUSO, og kan nu supplere deres brede produktprogram inden for transport og godshåndtering med Canter modellen.
- Vi har meget høje forventninger til den nye Canter, da den besidder åbenlyse konkurrencefordele. Den er et godt supplement til vores nuværende salgs- og værkstedsaktiviteter. Og vi er overbevist om, at den - eksempelvis kombineret med mindre kraner og renovationskasser - vil være et meget attraktivt produkt for vores kunder, siger adm. direktør Leo Smed Andersen fra Stiholt A/S.
Canter har eksisteret siden 1963, hvor den første model blev produceret i Japan. Sidenhen er produktionen for de europæiske lande flyttet til Portugal, hvor også den nyeste Canter model bliver produceret.
Mitsubishi Fuso Canter modelprogrammet strækker sig fra 3,5 ton over 5,5 og 6,5 ton op til 7,5 ton. Der kan vælges mellem to dieselmotorer; en 3,0 liters samt en 4,9 liters.
3 liters motoren fås i tre udgaver med henholdsvis 110 hk, 125 hk og 145 hk, mens den 4,9 liter store motor udvikler 180 hk. Sidstnævnte dog kun sammen med 6,5 og 7,5 ton modellerne.
Alle motorer er af Euro 4 typen og har både partikelfilter samt den populære common rail teknologi.