TØF-konference satte spot på den faste forbindelse over Femern Bælt.
Selv om der er næsten ti år til Danmarks største anlægsprojekt – den faste forbindelse over Femern Bælt - står færdig, så er det allerede tid til at skue ind i fremtiden efter broen står færdig. For brugerfinansierede broprojekter kræver både omtanke og grundighed i planlægningen og markedsføring, hvis de skal blive en succes.
Det kom frem, da Transportøkonomisk forening satte fokus på Femern Bælt forbindelsen.
Transportminister Lars Barfoed glædede sig over, at der er hidtil uset bred opbakning til broprojektet i Folketinget, hvor hele fem partier deltager i Femern Bælt forliget.
- De gode erfaringer med broprojekterne over Storebælt og Øresund har fjernet meget af den skepsis, der prægede beslutningsprocessen og debatten op til og under de to broprojekter. Derfor er vi nok også lidt mindre tøvende end Tyskland, hvor man ikke har tilsvarende erfaringer, erkendte transportministeren.
Brugerbetalt- Den faste forbindelse over Femern Bælt er et vigtigt element i styrkelsen af infrastrukturen i Danmark. Projektet rummer en af de største og vigtigste jernbaneprojekter i Danmark til dato og alene derfor gavner broprojektet hele Danmark. Jeg må erkende, at det ganske vist svært, at overbevise fynboer og jyder om fordelene. Her er reaktionen typisk, at man her kommer til at betale for et kæmpe projekt, man kun i ringe grad eller slet ikke har gavn af. Man glemmer bare, at det er brugerne af broforbindelsen, der kommer til at betale regningen. Samtidig vil den faste forbindelse over Femern Bælt mindske trængslen og give bedre og hurtigere jernbaneforbindelser over Storebælt, sagde Lars Barfoed.
Ministeren påpegede også, at den brugerfinansierede model betyder, at svenske og tyske brugere kommer til at betale en stor andel af regningen.
Trafikprognoserne for den faste forbindelse over Femern Bælt udgør en central forudsætning for broprojektets økonomiske bæredygtighed. Hvis de er for optimistiske vil tilbagebetalingstiden blive forlænget og i værste fald kan den danske stat som garant for lånefinansieringen blive tvunget til at lukke eventuelle huller med et dybt greb i statskassen.
Adm. direktør Leo Larsen, Sund & Bælt A/S, fastslog dog, at erfaringerne fra både Storebælt og Øresund viser, at den brugerbetalte finansieringsmodel med statsgaranti har vist sig utroligt robust.
I datterselskabet Femern Bælt A/S erkendte markedsudviklingschef Jacob Vestergaard, at Femern Bælt forbindelsen adskiller sig fra både Storebælt og Øresund på en række områder.
- Femern Bælt forbindelsen vil forbinde to forholdsvis tyndt befolkede områder og ligner her mest Storebæltsforbindelsen, der dog er en national forbindelse. Den er lige som Øresundsbroen en international forbindelse, men Øresundsbroen knyttede til gengæld to storbyer sammen. Men Femern Bælt forbindelsen vil skabe en helt ny region med 8-10 millioner indbyggere og selv om der er store udfordringer – ikke mindst kulturelle – der skal overvindes, så tror jeg Femern Bælt bliver ikke bare en god forretning for Danmark og Tyskland, men også i en bredere forstand en gevinst for begge lande og regionerne på begge sider af bæltet, sagde Jacob Vestergaard.
Han fremhævede den meget store logistiksektor i den nye Femern-region som en af de dynamoer, der ikke bare kommer til at skabe trafik på den nye broforbindelse, men også vil bidrage til yderligere vækst i regionen.
Gods over broGodstransporten forventes at udgøre en væsentlig andel af trafikunderlaget på den faste forbindelse over Femern Bælt. Ud over den lastbiltrafik, der i dag går over Femern Bælt, så forventes det at man vil tiltrække en del af lastbiltrafikken fra færgeruterne mellem Sydsverige og Tyskland.
Endelig forventer man, at en ny hurtig godsbaneforbindelse mellem Skandinavien og Hamborg vil tiltrække betydelige mængder gods fra vej til skinner.
- Femern Bælt forbindelsen vil styrke den godsbanekorridor, som Railion er i fuld gang med at opbygge mellem Stockholm og Hamborg, markant. Vi tror på, at vi kan tredoble godsmængderne på jernbanen over Femern Bælt, sagde adm. direktør Stig Kyster-Hansen fra Railion Danmark.
- Set med vores øjne, så kan den faste forbindelse over Femern Bælt ikke komme hurtigt nok.
ll@transinform.com