Fra transport af træ, over byggeelementer, blomster og konfektion til containertrafik.
ERA Transport A/S blev etableret som et enkeltmandsfirma i Odense for snart 60 år siden af vognmand Erik Rasmussen. Han begyndte med en brugt Chevrolet, en før-krigsmodel, som lige kunne laste 6,5 ton.
Tilsyneladende må vognmanden have haft næse for at drive forretning. I dag, 59 år efter etableringen, er ERA Transport en stor og sund transportvirksomhed, der både agerer nationalt og internationalt.
Evnen til altid at tilpasse sig tiderne har holdt firmaet på toppen af bølgen. Firmaet begyndte således med transport af træ fra fynske skove til de store savværker på Fyn, især til Det Fynske Trælastkompagni i Odense, som var den første kunde og senere også aftog træ fra Skandinavien.
Siden blev der transporteret mange elektriske skibsspil og andet elektrisk udstyr fra Thomas B. Thrige i Odense til skibsværfter i alle de nordtyske havne – krigsskadeerstatning i form af handelsskibe til den israelske stat.
I midten af 60’erne blev der kørt med byggeelementer på reolvogne fra to store elementfabrikker på Fyn til bl.a. opbygningen af Neue Heimat ved Hamburg, samt senere elementer til typehuse i hele Tyskland. I en kortere periode, blev der også kørt blomster ud i Europa. Det var også i denne periode, under det store byggeboom, at firmaets niche med kørsel af entreprenørmaskiner på blokvogne blev grundlagt.
Visionen fra AmerikaI slutningen af 60’erne begyndte firmaet at køre skibscontainere til og fra Odense Havn. Vognmand Erik Rasmussen havde været på en studierejse til USA, hvor han havde set mulighederne i den nye form for transport af oversøisk gods i containere.
En vision, som skulle vise sig senere at blive firmaets hovedaktivitet. Hjemme fra studieturen fandt han sammen med en lokal speditør som havde specialiseret sig i transport af møbler fra fynske møbelfabrikker til USA.
De fik arrangeret anløb af et lille containerskib fra Hamburg en gang hver uge. Skibet afleverede tomme containere og afhentede de lastede containere, som blev omlæsset til et oceangående skib i Hamburg.
Anløb af skibe med containere til Odense Havn blev efter en periode på en halv snes år indstillet, og aktiviteterne blev overtaget af containerterminalerne i Esbjerg og Århus.
Omkring 1980 blev kørsel med skibscontainere udvidet til også at omfatte frihavnen i Hamborg og Bremerhavens containerhavn, og i midten af 80’erne etablerede ERA en stykgodsrute fra Fyn til Hamborgs frihavn med presenningstrailer - en aktivitet, som eksisterer den dag i dag.
I en periode på ca. 10 år fra starten af 70’erne drev firmaet også eget depot med fyringsolie, som blev distribueret ud til kunder i Odense med 3 tankvogne.
Omkring 1990 og ca.7-8 år frem blev der desuden næsten hver dag transporteret hængende konfektion fra Odense til både Norge og Sverige.
I dag består ca. 98 procent af ERA Transports aktiviteter i transport af skibscontainere lastet med oversøisk gods - med baser i Århus, Fredericia, København, Hamborg og Bremerhaven og Taulov Kombiterminal.
ERA Transport oprettede for ca. 15 år siden eget containerdepot ved Odense Havn. I 2006 flyttede virksomheden alle sine aktiviteter til nye lokaliteter i Tietgenbyen tæt på motorvejen i det østlige Odense.
Ved indgangen til 2009 har den dynamiske transportvirksomhed desuden etableret egen afdeling i København, hvor der er åbnet kontor med egne disponenter samt tilknyttede lastvogne og containerchassiser.
ERA Transport ejer i dag 37 multitrækkere samt 250 trailere. 5 besimaer og beskæftiger ca. 65 chauffører, mekanikere, truckførere samt 19 medarbejdere i administrationen. Derudover beskæftiges ca. 45 indlejede multitrækkere fra fremmede vognmænd.
Vognmand Erik Rasmussen, der stiftede firmaet tilbage i 1950, trak sig i år 2000 definitivt ud af firmaet, og ledelsen er i dag overtaget af anden generation, Jørgen Rasmussen og Inge-Merete Koch.
fba@transinform.com