Hvem har råderetten over godset

Ikke sjældent sker det, at en transportør bliver bedt om at aflevere godset til en anden end den oprindelige modtager. Juridisk benytter afsenderen sig i disse tilfælde af sin råderet over godset. Som transportør bør man påse, at reglerne i CMR-loven er iagttaget før man parerer ordre.

Den verserende finanskrise har i den seneste tid gjort det nødvendigt for mange virksomheder, at sikre sig bedre når det kommer til betaling af købesummen før evt. varer bliver leveret til kunden. I den kommende tid må det forventes, at flere virksomheder kommer til at gå konkurs som følge af de faldende konjunkturer.

Mange virksomheder er dog fortsat nødsaget til at yde kredit til deres kunder for at kunne sælge deres produkter. Når dette er tilfældet kan der opstå den specielle situation, at kunden – før varerne er leveret – går i betalingsstandsning eller erklæres konkurs.

I sådanne tilfælde vil man som afsender forsøge at standse overleveringen af gods i transit. Dette vil ske med en ordre til transportøren om øjeblikkeligt at standse godset og evt. oplagre det eller returnere det.

Er der tale om en international landevejstransport finder CMR-loven som bekendt ufravigeligt anvendelse, og denne lov indeholder nogle helt centrale bestemmelser om råderetten over godset.

Det helt klare udgangspunkt i henhold til CMR-lovens § 15 stk. 1 er, at man som afsender har ret til at råde over godset. Denne råderet vil oftest blive benyttet til at standse godset, ændre bestemmelsesstedet eller til at anmode om, at godset udleveres til en anden end den i fragtbrevet angivne modtager.

Benytter man FDE’s DTL – ITD fragtbrev er det altså afsenderen opført i rubrik 1, der kan give ordre i henhold til § 15, stk. 1. Ikke sjældent ses det desværre, at fragtbrevene også på dette punkt er ganske mangelfuldt udfyldt, og dette kan skabe alvorlige problemer, når en ordre i henhold til § 15, stk. 1 modtages.

Ofte er tiden knap som følge af de relativt korte transittider for landevejstransport i Europa, og beslutningen skal derfor tages i et splitsekund. I sådanne tilfælde er det ganske upraktisk, at afsenderen ikke entydigt og korrekt er opført i fragtbrevet.

Såfremt afsender ønsker at benytte sig af sin råderet skal han forevise det første eksemplar af fragtbrevet, hvori den nye ordre er indført. Benyttes fortsat FDE’s fragtbrev er det nr. X der skal forevises til transportøren, og som skal være påført den nye ordre.

Loven giver ikke nærmere retningslinjer for, hvad der menes med at fragtbrevet skal ”forevises” transportøren, men hvis bestemmelsen stadigvæk skal give mening, må det være nok at der f.eks. elektronisk fremsendes scanning af fragtbrevet med den nye ordre.

Det skal dog understreges, at dette ikke er afklaret i praksis, hvorfor man fysisk skal have fragtbrevet forevist, hvis man ønsker at gå med livrem og seler.

”En hver er pligtig at efterkomme hvis hand med Mund, Haand og Segl, lovet og indgaaet haver.” siger Danske Lov 5-1-1. Bestemmelsen i loven fra 1683 fastslår det grundlæggende princip, at aftaler skal holdes – hverken mere eller mindre.

Når denne grundlæggende retssætning er nævnt kan det undre, at transportøren kan blive forpligtiget til at levere godset et andet sted end det aftalte, hvilket jo er en udvidelse af transportørens forpligtigelse. En sådan ordre kan være ganske indgribende i en stram styring af en transportørs lastbilflåde, og derfor er transportøren heller ikke i alle tilfælde forpligtiget til at udføre en given ordre.

Det følger således af CMR-lovens § 16, stk. 2, at transportøren ikke er forpligtiget til at efterkomme de modtagne anvisninger, hvis deres udførelse ikke er mulig på det tidspunkt, da de når den, som skal udføre dem, eller vil hindre den normale udøvelse af fragtførerens virksomhed eller være til skade for afsendere eller modtagere af andre sendinger.

Der er altså grænser for hvad man som transportør skal finde sig i – særligt når der er tale om samlast.

Når man læser bemærkningerne til loven fremgår det, at der ikke bør stilles strenge krav til at tillade, at transportøren afslår at udføre en given ordre.

Dette kan nok være rigtigt, når det kommer til at levere godset på en anden adresse langt fra den oprindelige, men det må kraftigt frarådes, at bruge denne bemærkning som løftestang for at afvise at udføre ordre, hvorefter godset skal standses og oplagres på nærmeste lager.

Når godset først er udleveret til en nødlidende modtager kan det få store økonomiske konsekvenser for afsender, at transportøren har afvist at standse godset - en ordre som trods alt bør være relativ let at gennemføre.

Herudover er transportøren heller ikke forpligtiget til at udføre en ordre, som medfører en deling af godset. Såfremt transportøren ikke er i stand til at gennemføre en ordre skal der straks gives besked herom til afsenderen. Meddelelsen bør afgives skriftligt.

Afsenders råderet ophører i henhold til CMR-loven i følgende tilfælde:

1) når modtageren har modtaget sit eksemplar af fragtbrevet eller fået godset udleveret

2) hvis fragtbrevet fraskriver afsender retten til at benytte råderetten.

Det sidste tilfælde er særligt benyttet hvis fragtbrevet skal benyttes som handelsdokument. Med en tilføjelse om at råderetten er fraskrevet fra CMR-fragtbrevet har fragtbrevet tilnærmelsesvis samme handelssikkerhed som sørettens konnossement, der anses at være ”nøglen til lasten”.

Som den store stygge ulv er det jo advokatens opgave afslutningsvist, at gøre opmærksom på det ansvar, som transportøren har i forbindelse med råderetten. Det følger af CMR-lovens § 17, at undlader transportøren at efterkomme anvisninger, som opfylder betingelserne i loven, eller retter han sig efter sådanne anvisninger uden at fordre det første eksemplar af fragtbrevet forevist, er han ansvarlig for skade, som forvoldes den berettigede herved – det kan altså både være afsender, modtager eller tredjemand som retter et krav mod transportøren.

Dette ansvar kan ikke begrænses, og det må ligeledes forventes, at transportørens forsikringsselskab ikke giver dækning, da der ikke er tale om en beskadigelse, bortkomst eller forsinkelse – der er nærmere tale om et ansvar for fejludlevering, som traditionelt ikke er omfattet af lovens regler om ansvar og ansvarsbegrænsning.

Det er således god grund til at være grundig når der kommer en ordre om ændring af leveringssted eller standsning af godset. Husk også, at transportøren naturligvis er berettiget til at fakturere afsender for gennemførelse af en given ordre.