Peter Brøgger har travlt med at uddanne, observere og vejlede chauffør-kollegerne hos Dansk Tanktransport.
Hvad er en masterdriver, vil de fleste læsere nok spørge?
Det er en topprofessionel og erfaren chauffør, der selvfølgelig kan køre en lastvogn og som samtidig er grundig inde i alle forhold omkring kørsel, trafikadfærd og trafiksikkerhed, brændstoføkonomi, læsning og aflæsning af køretøjer samt mange andre ting omkring materiel og trafik.
Hos Dansk Tanktransport A/S i Hjøllund, der er blandt de største virksomheder af sin art i landet, er Peter Brøgger den ene af koncernens to masterdrivere.
- Ideen er egentlig hentet fra store koncerner som benytter masterdrivere til at holde øje med og uddanne de chauffører, som kører for selskabet. Vi har dog valgt selv at ansætte to masterdrivere, siger direktør Helge Jensen, Dansk Tanktransport A/S.
Mastedriver Peter Brøgger har altid travlt. Han har nemlig mange gøremål. F.eks. skal han mindst en gang hver uge tale med hver enkelt chauffør i koncernen, som udfører tanktransporter i Danmark.
Masterdriveren skal desuden køre med alle chaufførerne mindst tre gange i løbet af et år. Når der er tale om nyansatte skal det ske første gang inden for en måned, anden gang inden den sjette måned og tredje gang inden den 12. måned.
Det svarer til at Peter Brøgger i gennemsnit bruger 3,5 dage om ugen på at køre med chaufførerne, så det bliver til mange kilometer med chaufførerne.
Observerer- Under kørslen kan jeg finde på at spørge om alt muligt, fortæller masterdriver Peter Brøgger.
Det hele står nedfældet i konceptet. Under kørslen skal masterdriveren observere og samtidig vejlede chaufføren i hvordan kørslen klares bedst muligt.
Til dette brug medbringer Peter Brøgger et fem siders masterdriver kørselsskema, hvor der enten skal svares med et kryds i rubrikken ”forstår” eller ”kræver træning”.
Efter kørslen evalueres der og hvis der konstateres emner som krævede træning, sættes disse i gang.
Under kørslen med den enkelte chauffør, skal masterdriveren også f.eks. lave stikprøvekontroller for alkohol, narko, medicin samt kontrol af fører/ADR-bevis.
Ligeledes afvikler masterdriveren hver måned et chaufførmøde, hvor erfaringsudveksling, nye sikkerhedsmæssige tiltag osv. er blandt emnerne.
Besigtiger leveringsstederNår den ikke står på kørsel med chaufførerne, besøger Peter Brøgger ofte leveringssteder for bl.a. at lave såkaldte stationskontroller og spot-tjeks, hvor han laver optegnelser af, hvordan selskabets chauffører kommer bedst ind og ud fra aflæsningsstederne med køretøjerne.
Når der bliver ansat en ny chauffør, begynder chaufføren med 14 dages sidemandsoplæring. Herefter kører vedkommende på egen hånd, og derefter kan de nye medarbejdere altid få vejledning fra masterdriveren i f.eks. hvordan tilkørselsforholdene er netop ved den kunde han skal besøge.
Masterdriveren står også for tilrettelæggelse af kurser, som f.eks. det netop afholdt køreteknisk kursus i Viborg. Når masterdriveren er hjemme i Hjøllund består opgaverne også i kontrol af diagramark og kontrol af digitale tachografer.
Masterdriveren er også under en form for konstant uddannelse. For Peter Brøggers vedkommende består det i, at han p.t. går på et personligt lederkursus og samtidig følger han med når f.eks. DAF Trucks i Holland og andre udbydere har relevante uddannelsestilbud indenfor emner som brændstofbesparende kørsel og defensive kørselskurser etc.
fba@transinform.com