Svenskerne lancerer verdens stærkeste serieproducerede lastvogn med topeffekt på 700 hk og 3150 Nm i drejningsmoment.
Af Finn Bjerremand
Nu kan de snart ikke blive større. Den sætning har vi før hørt blandt lastvognschauffører og vognmænd lige siden Volvo lancerede den dengang store 12 liters motor i F89-serien tilbage i begyndelsen af 70’erne. Men svenskerne har med den ny FH16 med 700 hk lanceret en ordentlig kraftkarl af en lastbil.
Der er tale om en ny version af den 6-cylindrede 16 liters motor, som får et drejningsmoment på ikke mindre end 3150 Nm.
Dermed har den svenske lastvognsproducent for alvor distanceret sig fra konkurrenterne og yderligere cementeret sin position som King of the Road.
Volvo har faktisk i mange år siddet på den trone med FH 16 660, der er en Euro 4 version med en topydelse på 660 hk henholdsvis 3100 Nm. Den Volvo er en endnu stærkere udgave med Euro 5 motor og betegnelsen D16G.
Det er første gang en lastvognsproducent kan sætte et 700 hk-skilt på en serieproduceret lastvogn med en serieproduceret motor. Ud over den nye kraftkarl, lanceres der også to mindre søskende i Euro 5-versionerne på henholdsvis 600 og 540 hk.
Optimeret forbrændingForøg motorkraften, formindsk emissionerne og bevar brændstofforbruget på samme niveau som før.
Sådan lød opgaven, som Volvo Trucks’ ingeniører fik stukket ud i foråret 2006 og nu foreligger resultatet. De fik knap tre år til at udvikle verdens stærkeste lastvogn, hvor de ikke måtte gå på kompromis med hverken emissionskrav eller brændstoføkonomi.
Projektgruppen bag den nye motor arbejdede i tre år på at udvikle, teste og evaluere forskellige løsninger. Eftersom Volvo FH16 er bygget til de tungeste og mest krævende transportopgaver, blev forsøg ude i felten udført i driftsmiljøer under hårde og til tider ekstreme betingelser.
- Den nye Volvo FH16 har kørt som ”road train” i Australiens ørkener, kørt tømmer i Nordsverige i ekstrem kulde og er testet i højder på op til 3600 meter i Rocky Mountains, siger Henrik Lindeberg.
Mindre støjTrods den højere effekt forbliver brændstofforbruget det samme som i den foregående motorgeneration.
Gennem en række tiltag, f.eks. nydesignede stempler, har Volvos ingeniører optimeret forbrændingsprocessen og opfyldt kravene om høj ydelse kombineret med effektiv udnyttelse af brændstof, lave emissioner og lang levetid. Både maksimal effekt og drejningsmoment spænder over et bredere omdrejningsfelt end før, hvilket bidrager til fremragende køreegenskaber.
En ny motorolietermostat og en tyndere motorolie bidrager også til det lave brændstofforbrug.
Som et meget vigtigt punkt er det desuden lykkedes Volvo at sænke støjniveauet ved tomgangskørsel. Det er ifølge Volvos teknikere blevet sænket med 2 dB(A) ved hjælp af forindsprøjtning, hvor en lille mængde brændstof sprøjtes ind i cylinderen.
Mere kraftUd over de ekstra 40 hestekræfter og et lidt højere moment, producerer den nye motor renere udstødningsgasser.
Kvælstofilteemissionerne er 40 procent lavere end i den tidligere motor. Den nye 16-liters motor er certificeret til de nye europæiske emissionskrav Euro 5 som træder i kraft 1. oktober i år.
En vigtig ændring i de to mest kraftfulde motorer på 600 og 700 hk i forhold til tidligere versioner, er derfor en ny og større katalysator til efterbehandling af udstødningsgasserne.
Volvo anvender fortsat SCR, da det giver en effektiv behandling af udstødningsgasserne kombineret med god brændstoføkonomi, samt også vigtige faktorer som lange serviceintervaller og høj ydelse i motoren.
Vi glæder os til senere på året at kunne præsentere læserne for en fyldestgørende prøvekørsel af den nye FH16. Produktionen af den nye motorserie går i gang i løbet af foråret.
Hestekræfternes historieDa Volvo lancerede F89 med den formidable topeffekt på 330 hk, puslede tyskerne med planer om at indføre en regel som fra 1. januar 1972 foreskrev, at der skulle være mindst 8 hk til rådighed pr. ton vogntogsvægt ved kørsel i Tyskland.
Omregnet til datidens størrelse på lastvogne betød det at der skulle være (38 ton x 8 hk) – altså mindst 304 hk. Det kunne Volvos lillebror F88 med sine 270 hk ikke opfylde.
Hvis vi omregner det til i dag, ville det betyde at en lastvogn som trækker et 60 ton modulvogntog, skal være udstyret med en motor på mindst 480 hk. Det må siges at være et meget rimeligt krav og måske endda lidt i underkanten i forhold til dagens motorer.
fba@transinform.com