Organisationen har først fokus på modulvogntogs-kørsel i Norden, men vil på længere sigt rette sit blik på hele Europa.
Af Finn Bjerremand
Vognmandsorganisationen International Transport Danmark (ITD) har et klart krav i forhold til kørsel med modulvogntog i de fire nordiske lande - Danmark, Norge, Sverige og Finland: ITD arbejder for en harmonisering af reglerne.
- Blikket er p.t. mest rettet mod Skandinavien, men når det forhåbentlig engang lykkes at få EU overbevist om modulvogntogenes fordele, vil vi naturligvis kæmpe for fælleseuropæiske regler på området, siger teknisk konsulent hos ITD, Jørn-Henrik Carstens.
I forbindelse med NLF’s henvendelse til de norske myndigheder, tror Jørn-Henrik Carstens, at ITD’s henvendelse har skubbet til, at de snærende norske krav om mindst 21 meters akselafstand, er blevet taget op.
- Jeg synes det er fint, at I også gør opmærksom på problemstillingen. Der er tale om endog voldsomt store bøder og mig bekendt er langt den overvejende del af de danske trailere kritiske i denne sammenhæng, på grund af deres akselafstand, siger Carstens.
Organisationen udsendte i slutningen af året ITD-Info med en tydelig advarsel mod at køre med for kort akselafstand ved transporter til Norge og en opfordring til ved opmåling at sikre sig den nødvendige afstand inden transporten påbegyndes.