Tyveri på ubevogtet rasteplads

Elektronik forsvandt: Sø- og Handelsretten frifinder tysk vognmand for grov uagtsomhed.

CMR-loven, der jo er grundstenen i international landevejstransport, giver fragtføreren mulighed for at begrænse ansvaret for bortkomst og beskadigelse af godset til 8,33 Special Drawing Rights (SDR) pr. kilo, alt efter hvilken vægt og værdi det konkrete gods har. Alt andet lige vil det være en lavere erstatning end det fulde tab.

I samme lovs § 37 findes en bestemmelse om, at fragtføreren fortaber sin ret til at ansvarsbegrænse, såfremt han eller hans folk har handlet forsætligt eller groft uagtsomt. Ved vurderingen af, om der er udvist grov uagtsomhed, vil domstolene se på de konkrete omstændigheder vedrørende godsets transport og placering.

Da særligt ”værdigods” er eksponeret for tyveri i forbindelse med transport, er det endvidere af betydning, hvilke oplysninger fragtføreren har fået om godsets beskaffenhed og værdi fra hhv. vareejer eller speditør. Retspraksis viser, at domstole har lagt vægt på, om der ikke er givet oplysninger overhovedet, om der blot er oplyst, at der har været tale om ”stykgods” eller om der specifikt er oplyst, at der har været tale om egentlig værdigods, som f.eks. vin, spiritus eller elektronik.

Sø- og Handelsretten har netop 13. marts afsagt dom i sag, der vedrørte spørgsmålet om, hvorvidt vognmanden har handlet groft uagtsomt ved udførelsen af en landevejstransport ved at henstille sin lastede trailer på en ubevogtet rasteplan ved en motorvej i Tyskland og forlade den, hvorefter en del af godset blev stjålet fra traileren.

Spørgsmålet om en sådan rasteplads’ indretning, herunder belysning og bevogtning, er nogle af de elementer, som spiller ind, når domstolene skal vurdere, om der er grov uagtsomhed.

Et dansk firma havde solgt radio- og tv-apparater af mærket Denver til to kunder i henholdsvis Ulm og Neuhaus i Tyskland. Sælgeren indgik aftale med en speditør om transport af varerne, der lå på lager hos et firma på Århus havn og speditøren videregav opgaven til den anden speditør (der i denne artikel kaldes ”Speditøren”), der selv stillede en presenningtrailer til rådighed for transporten.

Speditøren indgik aftale med Vognmanden om, at han stillede med sættevogn til at trække traileren og transportere godset til dets bestemmelsessteder.

Vognmanden kørte først til Århus, hvor godset blev læsset fredag, den 26. november 2004, mellem kl. 10 og 14 og herefter til Speditørens kontor i Padborg, hvor godset blev omlastet, og der blev yderligere lastet en forsendelse af møbler.

Vognmanden fik her udleveret tre fragtbreve. Godset var i alle fragtbreve beskrevet som et antal europaller lig med et antal kartoner Denver. Endvidere fik han udleveret to Lieferscheine (læssesedler), hvori godset var beskrevet som henholdsvis MP-3-Player, Radio Denver og Denver TV 21 DVD.

Der var uenighed om, hvorvidt disse Lieferscheine var i en lukket kuvert, der var påklæbet kartonerne, eller de var vedhæftet fragtbrevet. Godset skulle afleveres i Ulm og Neuhaus henholdsvis den 29. og 30. november.

Vognmanden fortsatte fra Padborg til motorvejsrastepladsen Seesen, hvor han stillede traileren for weekenden. Han kørte hjem, hvilket var ca. 3 km fra rastepladsen.

Da han tilså traileren søndag den 28. november, var presenningen skåret op, og en del af godset var fjernet. Vognmanden anmeldte tyveriet til politiet i Seesen. Af den optagne rapport fremgik, at presenningen var skåret op i begge vognsider, og at der var blevet stjålet 20 fjernsyn, 51 clock radioer og 56 MP-3-Player, alle af mærket Denver.

Om den pågældende motorvejsrasteplads i Seesen blev under den senere sag oplyst, at der ved siden af tankstationen og tankshoppen var en parkeringsplads til 60 lastvogne og 36 personbiler. Tankstationen var åben 24 timer i døgnet, og på parkeringspladsen var der 21 lanternestager med hver 2 lysenheder.

Rastepladsen var meget benyttet hele døgnet og anvendtes til parkering af lastvogne om natten.

Vognmanden forklarede i retten, at han drev en enkeltmandsvirksomhed uden ansatte og kun havde én sættevogn og ingen trailere.

Han fik sættevognen ca. to uger før han begyndte samarbejdet med Speditøren i september 2004. Han fik ordrerne telefonisk fra Speditøren fra dag til dag.

Samme dag, som han skulle afhente godset i Århus, fik han besked herom fra Speditøren. Han havde fået en A4-side med ordrenumre, som han oplyste hos firmaet på Århus Havn, hvor varerne skulle afhentes.

Herefter fik han godset udleveret og kørte til Padborg, hvor han stillede traileren ved rampen, mens godset blev omlastet. Han fulgte ikke med i omlastningen hele tiden, men han mente, at noget gods blev taget ud, og andet kom på traileren.

Mens omlastningen skete, vaskede han sig og spiste, og han tog ikke del i omlastningen. Da Speditøren var færdig med at laste, så han ind på ladet bagfra og anbragte en spærrestang. Møblerne var det sidste, der var lastet, og han kunne ikke se andet.

Han vidste ikke, hvad der var på læsset, da der var sket omlastning. Han fik ingen mundtlige instruktioner, men fik kort før kl. 19 udleveret fragtbrevene og besked om, hvor han skulle hen. Han lagde ikke mærke til, at der stod Denver på fragtbrevet, og han vidste heller ikke, hvad mærke Denver dækkede over.

Ingen oplyste ham om, at det var elektronik. Han fik ikke udleveret Lieferschein, men han erfarede i forbindelse med losningen af godset hos en af modtagerne, at Lieferschein var sat på kartonerne. Ved læsningen i Århus lagde han ikke mærke til Lieferschein.

Han forlod Padborg ca. kl. 19 og kørte til rastepladsen Seesen, hvilket varede ca. 4½ time. Herfra er der ca. 500 km til Ulm, som var det første afleveringssted, men det var ikke muligt at aflevere godset om lørdagen.

Rastepladsen var næsten fyldt. Rastepladsen var godt belyst, men der var kun video-overvågning ved tankstationen. Der var ikke overvågede rastepladser i nærheden, men der var en såkaldt Autohof lidt længere nede ad motorvejen, hvor der skulle betales en parkeringsafgift, og hvor der var en parkeringsvagt til kl. 24, men der var ingen vagt i weekenden.

Vognmanden mente ikke, at det var mere sikkert at parkere der end på rastepladsen Seesen. Efter hans opfattelse var der ikke risiko for tyveri på rastepladsen.

Han stillede traileren på rastepladsen og kørte hjem. Han boede i en landsby, hvor der var meget ringe trafik. Han tog selv beslutningen herom. Han tilså traileren 2-3 gange i løbet af weekenden.

Forsikringsselskabet havde meddelt ham, at forsikringen ikke dækkede, fordi han ikke havde oplyst, at han kørte med elektronik. Ca. 6 uger inden tyveriet var han udsat for et andet tyveri på en raste-plads ved den tjekkiske grænse. Han vidste ikke, om tyveriet der kunne være undgået. Han holdt der med både sættevogn og trailer.

Disponenten hos Speditøren forklarede, at hans arbejde bestod i at sætte ture op, således at chaufførerne kunne komme hjem i weekenden. Andre disponerede godset. Når en chauffør meldte, at vognen var tom, fik denne besked om et nyt antal paller og et ordrenummer.

Når der blev læsset hos firmaet på Århus Havn, kunne man ikke være i tvivl om, at det var elektronik. Han er næsten overbevist om, at Vognmanden måtte vide, at der var tale om TV-apparater. Han nævnte ikke, hvad der var i kartonerne, når han sendte chaufførerne af sted. Chaufførerne skal kontrollere antal paller ved læsningen på Århus Havn, og de ville kunne se på kartonerne, hvad disse indeholdt, da det var let at åbne presenningen i siden af bilen. I Padborg skete både omlæsning og tillæsning.

Chaufførerne havde ingen indflydelse på læsningen. Han modtog CMR-fragtbrevene fra den første speditør. Normalt videregav han dem sammen med Lieferschein til chaufføren. Al instruktion til chaufførerne blev givet mundtligt. Chaufførerne kvitterede ikke for modtagelsen af godset i Padborg.

Når turen foregik over en weekend, skulle chaufføren tage bilen med hjem for at sikre, at der ikke skete noget. Hvis der blev transporteret industrigods, accepterede han, at traileren kunne stå på en rasteplads.

Der forelå ingen instruktioner om at parkere på bevogtede rastepladser. Han har ikke givet Vognmanden instruks om at parkere på rastepladsen, men han var klar over, at der skulle ske overnatning.

Seesen var en meget benyttet plads for spisepauser, men man efterlod normalt ikke en trailer der. I den periode var der problemer med mange tyverier, og der var megen opmærksomhed på, at chaufførerne parkerede sikkert.

Speditøren, der selv var blevet sagsøgt af den første speditør, der igen var sagsøgt af sælgeren og dennes forsikringsselskab, og i den forbindelse havde indgået forlig om betaling af DKK 243.750, afkrævede vognmanden dette beløb ved Sø- og Handelsretten med fradrag af vognmandens eget tilgodehavende, således at nettobeløbet blev DKK 150.023.

Speditørens advokat henviste i retten bl.a. til, at godset, som Vognmanden transporterede, var elektroniske artikler, hvilket krævede særlig agtpågivenhed. Vognmanden måtte have haft kendskab til, at han kørte med radioapparater og fjernsyn, idet alle vidste, at gods fra firmaet i Århus var elektronik. Vognmanden havde endvidere en pligt til at kontrollere antal kolli og kunne heraf se, hvad det var.

Chaufføren burde efter advokatens opfattelse desuden have spurgt om karakteren af godset og kunne ikke være ligeglad, især ikke når han ca. 6 uger forinden havde været udsat for et tyveri. Af fragtbrevet fremgik, at der var tale om varer af mærket Denver, hvilket var et temmelig gængs elektronik-mærke af den billigere art. Af disponentens forklaring fremgik, at chaufførerne normalt fik udleveret fragtbreve og Lieferschein, hvilket også muliggjorde kontrol af, hvad der kørtes med.

Hvis en chauffør er bekendt med, at han fragter tyveritækkeligt gods, kræves der en skærpet agtpågivenhed, og forholdsregler til at undgå tyveri skal være optimeret.

Redegørelsen fra den tyske advokat var ikke tilstrækkeligt bevis for, at rastepladsen var et egnet sted til sikring mod tyveri. En trailer, der henstår uden opsyn ved en motorvej, er i risiko for tyveri. Vognmanden valgte selv, hvor han ville stille traileren, og han havde muligheden for at tage den med hjem.

Vognmanden tilrettelagde selv turen, og ingen transportmæssige hensyn tilsagde, at han var nødt til at parkere traileren på denne rasteplads. Presenningen udgjorde det eneste værn mod tyveri, og Vognmanden havde ved at stille en trailer med tyveritækkeligt gods på en ubevogtet rasteplads udsat godset for en høj risiko, hvorfor han havde handlet groft uagtsomt, jf. CMR-lovens § 37, og han var derfor afskåret fra at påberåbe sig ansvarsbegrænsningen i CMR-loven.

Sø- og Handelsretten slog fast at Vognmanden telefonisk påtog sig overfor Speditøren at læsse styk-gods hos firmaet i Århus fredag den 26. november 2004 med instruktion om at køre til Speditørens rampe i Padborg, hvor traileren blev omlastet af Speditørens folk.

Godset blev læsset på en Speditøren tilhørende presenningstrailer. Godset skulle leveres i Tyskland henholdsvis mandag den 29. november og tirsdag den 30. november 2004.

Vognmanden forlod Padborg ved 19-tiden, på hvilket tidspunkt der var 4-5 timer tilbage af hans køretid. Det var derfor nødvendig at gøre ophold undervejs, også under hensyn til leveringstidspunkterne for godset.

Vognmanden valgte at parkere traileren på en rasteplads, der efter det af ham forklarede var oplyst og meget befærdet, og som lå i nærheden af hans hjem. Vognmanden kørte herefter hjem i sættevognen, men tilså traileren et par gange.

Efter bevisførelsen måtte det lægges til grund, at Speditøren ikke gav pålæg om rute eller opholdssted, men at valget af parkeringsplads var Vognmandens eget valg. Vognmandens ansvar som undertransportør af en international vejtransport skulle bedømmes efter CMR-loven.

Godset bortkom, mens det af Vognmanden var henstillet på en parkeringsplads ved den tyske motorvej og dermed i hans varetægt. Uanset at det var nødvendigt at foretage et ophold, fandtes Vognmanden ikke at have løftet sin bevisbyrde for, at skaden ikke kunne være undgået, jf. CMR-lovens § 24. Vognmanden var derfor ansvarlig for bortkomsten. Vognmanden skulle derfor betale ansvarsbegrænsningsbeløbet på 9.079,70 SDR.

Retten havde hermed fastslået det grundlæggende varetægtsansvar for Vognmanden og skulle herefter tage stilling til, om forholdet også kunne karakteriseres som groft uagtsomt, hvormed retten til ansvarsbegrænsning jo ville bortfalde.

Retten bemærkede, at Vognmanden af Speditøren fik udleveret et fragtbrev, hvori varerne var angivet som 56 kartoner Denver. Derimod fandtes det ikke godtgjort, at Vognmanden sammen med fragtbrevet fik udleveret Lieferschein, hvoraf fremgik, at der var tale om elektronisk udstyr.

Det fandtes ikke at kunne pålægges Vognmanden nærmere at undersøge, hvilke varer der kunne rubriceres under mærket Denver, som Vognmanden efter sin forklaring ikke kendte.

Der var herefter ikke grundlag for at bedømme det forhold, at Vognmanden parkerede traileren på en oplyst og befærdet rasteplads i et område i Tyskland, der ikke normalt regnedes som højrisikoområde, som groft uagtsomt, hvorfor Vognmanden ikke havde handlet groft uagtsomt, jf. CMR-lovens § 37.

Resultatet blev herefter, at Speditøren ikke fik medhold i, at Vognmanden havde udvist grov uagtsomhed, hvorfor Vognmanden havde ret til at begrænse erstatningsbeløbet i henhold til CMR-loven og nettoresultatet blev, at Vognmanden skulle betale en erstatning på 9.079,70 SDR til Speditøren og Speditøren skulle betale Vognmandens fragt på 10.821,26 EUR.