Handleplanen for renere skibsfart har tre fokusområder, hvor der er udvalgt 10 nøgleaktiviteter: Kortlægning af skibsfartens luftforurening, udvikling af miljøteknologi og knowhow rettet mod reduktion af udledning af svovl, kvælstof og partikler fra skibsfarten samt bidrag til dansk og international lovgivning på området.
Samtidig gives der 3,7 mio. kroner i støtte til en række erhvervsprojekter inden for udvikling af miljøteknologi, bl.a. ventiler til sikring af bedre forbrænding i ældre skibsmotorer og metoder og udstyr til rensning af røggas fra skibsmotorer, ligesom mulighederne for at anvende nye - og mere miljøvenlige - typer brændstoffer og teknologier fra andre brancher i skibsfarten undersøges. Fundamentet for planen er et tæt samspil mellem Miljøstyrelsen, rederierhvervet, forskningsinstitutionerne og industrien om at løfte opgaven.
- Handlingsplanen er en god hjælp i arbejdet med at løse udfordringerne med de nye skærpede krav, som er en stor udfordring for rederierne, men vi ønsker at arbejde konstruktivt og ambitiøst for at opfylde reglerne. Dansk skibsfart har altid stået for kvalitetssøfart og har løbende gjort en stor indsats på miljø- og klimaområdet. Det ønsker vi at fortsætte med, sagde Rederiforeningens næstformand, Lars Vang Christensen.
Lars Vang Christensen, er adm. direktør og medejer i Herning Shipping A/S, hvor man i en årrække bevidst har valgt at ligge sig i front på miljøområdet.
- Vi har eksempelvis valgt at sejle på destillater i stedet for almindelig bunkerolie. Det var naturligt, da vi allerede tidligt i vores forretningsudvikling havde fokus på Baltikum og dermed kystnær skibsfart og vores erfaring viser, at det faktisk kan lade sig gøre. Danske rederier ligger virkeligt i front på det her område og der er en langsigtet gevinst for dansk søfart, hvis vi bevarer og udvikler vores position, sagde Lars Vang Christensen i en uddybende kommentar til Danmarks Transport-Tidende.