Redning af flere hundrede grise fra væltet dyretransport har fået Dyrenes Beskyttelse til at tildele en sønderjysk vognmand en æresbevisning.
Det skriver TV2.
Vognmand Claus Harpøths opdagede i oktober sidste efterår, at en lastvogn med levende grise var væltet og blokerede for trafikken på motorvejen ved Christiansfeld.
Vognmanden, der ankom til stedet kort efter ulykken, reagerede resolut og begyndte at hjælpe de nødstedte svin i forvognen og hængeren.
Claus Harpøth kunne ikke anvende lugerne i den beskadigede lastvognstog og måtte kravle ind og bjerge grisene enkeltvis i takt med, at der blev skåret hul i tag og sider. Han deltog i hele det op mod fire timer lange bjergningsarbejde.
- Claus Harpøths store indsats var af kæmpe betydning for hastigheden af oprydningsarbejdet. og dermed afhjælpning af dyrenes lidelser. Han handlede spontant, kompetent og uegennyttigt, og for det, mener vi, han skal have en æresbevisning, siger områdeformand i Dyrenes Beskyttelse, Jens Abild-Jensen.
Æresbevisningen som består af Dyrenes Beskyttelses sølvmedalje, diplom og 1000 kroner, der i går blev overrakt ved en reception på Hostrups hotel i Tønder.