Arbejdsulykke ombord

Lastning: Vestre Landsret pålægger rederi ansvar for arbejdsulykke på grund af materielle svigt ved truck.

Af advokat Henrik Kleis, Advokatfirma DELACOUR DANIA, Århus

Blandt de ganske betragteligt mange regler vi efterhånden har om miljø, er reglerne om arbejdsmiljøet, der grundlæggende findes i arbejdsmiljøloven, der igen suppleres af en bekendtgørelse om bl.a. anvendelsen af tekniske hjælpemidler.

Som et sådan teknisk hjælpemiddel betragtes den truck, som sammen med en havnearbejder var midtpunktet, da havnearbejderen kom til skade ved en arbejdsulykke den 19. december 2003 i forbindelse med lastning af et skib.

Arbejdsmiljøloven indeholder i § 45 en regel om, at ”maskiner, maskindele, beholdere, præfabrikerede konstruktioner, apparater, redskaber og andre tekniske hjælpemidler skal være indrettet og skal anvendes således, at de sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarlige.”

Reglen suppleres af § 38, der taler om, at ”arbejdet skal planlægges, tilrettelægges og udføres således, at det sikkerheds- og sundhedsmæssigt er fuldt forsvarligt.”

Herudover er det efter § 16 arbejdsgiverens opgave at sørge for, at der føres effektivt tilsyn med, at arbejdet udføres sikkerheds- og sundhedsmæssigt forsvarligt, og efter § 17 skal arbejdsgiveren gøre de ansatte bekendt med de ulykkes- og sygdomsfarer, der eventuelt er forbundet med deres arbejde, lige som arbejdsgiveren efter stk. 2 skal sørge for, at de ansatte får nødvendig oplæring og instruktion i at udføre arbejdet på ”farefri måde”.

Loven suppleres som nævnt af en bekendtgørelse om tekniske hjælpemidler, og netop denne bekendtgørelse spillede en ikke uvæsentlig rolle, da landsretten satte det endelige punktum i den anlagte erstatningssag.

Den 19. december 2003 kom Havnearbejderen ud for en arbejdsulykke ombord på Skibet i forbindelse med kørsel af truck. Havnearbejderen var som løsarbejder ansat af Rederiet den pågældende dag.

Havnearbejderen pådrog sig et åbent brud på venstre underben, og var sygemeldt indtil den 14. marts 2004. Det er ubestridt, at der er årsagsforbindelse mellem ulykken og skaden. Parterne er ligeledes enige om den størrelsesmæssige opgørelse af kravet, hvorefter eneste tvist i sagen er, hvorvidt der er handlet ansvarspådragende af Rederiet eller Truckejeren.

Den 22. december 2003 udarbejdede overstyrmand, F og matros, E, en redegørelse til Skibet. Af redegørelsen fremgår:

”Klokken var omkring 0900. Alle de andre havnearbejdere var gået i land (spisepause). En af vores matroser, E, var stadigvæk i lasten og så således, hvad det skete. A, som kørte en af vores gaffel-trucks, havde sat en palle på plads i lasterum nr. 1. Da han bakkede ud af rummet, traf han dørkar-men (se skitse 1 og 2). Akkumolatorlugen, hvor sædet sidder på, traf dørkarmen, og rev hængslet løs i truckens venstre side. Dermed skubbedes lugen fremover, og resulterede i, at A’s venstre ben kom i klemme mellem lugen og instrumentbrættet.”

Rederiet anmeldte arbejdsulykken til Arbejdstilsynet samt til sit forsikringsselskab, og da sidstnævnte tilkendegav, at ansvaret ikke kunne anerkendes, anlagde Havnearbejderen sag mod Rederiet med påstand om erstatning om fortabt arbejdsfortjeneste og positiv udgifter, samt godtgørelse for svie og smerte i alt 72.100,14 kr.

Sagen endte med at have tre parter, idet rederiet medinddrog (adciterede) det firma, som i virkeligheden ejede trucken, idet det var Rederiets opfattelse, at dette firma (truckejeren) havde til opgave at sikre, at trucken var i fuld forsvarlig stand og derved burde betale en eventuel erstatning.

Den uheldige havnearbejder forklarede i retten, at han havde arbejdet som løsarbejder på havnen i godt 25 år. Der var ingen sikkerhedskontrol fra arbejdsgivers side. Som regel var der savsmuld ombord.

Den 19. december 2003 var han i gang med at laste frysegods på skibet. Der var 2 trucks på hver dæk. Trucksene tilhører Skibet. Man kørte gods ind med en truck, således at han kørte forlæns ind i fryserummet og baglæns ud, da der ikke var plads til, at man kunne vende trucken. Det var meget glat, og han havde strøet savsmuld på gulvet.

Ulykken skete, da han kørte baglæns ud af fryserummet. Han kørte både baglæns og sidelæns samtidig, da skibet krængede. Truckens bagende snittede karmen, hvorved lugen blev slået løs. Lugen vippede op, da trucken fortsatte bagud.

Lugen skrabede mod benet inden han blev vippet af. Slagsiden var forårsaget af, at man brugte kranen samtidig med, at de arbejdede i lastrummet. Dette er almindeligt.

Han kontrollerede ikke trucken inden brugen, men han har aldrig før oplevet, at lugen var løs. Sædet på lugen har været løst. Der er tale om en gammel truck, som vist nok er fra 1978. Gaflerne var slidte.

Han har ofte før kørt ind i dørkarme. Dette kan ikke undgås, men han har aldrig før oplevet, at noget har slået sig løs. Der er nu kommet nye trucks på Skibet. De nye var allerede bestilt, da ulykken skete.

Han mener, trucken var defekt, men havde ikke gjort nogen opmærksom på det. Ulykken skete ca. kl. 9, umiddelbart inden deres spisepause. Han strøer savsmuld ud, når der bliver glat, fx. når der er kondens som følge af varmeforskellen mellem fryserummet og det varmere rum ved siden af. Han strøede savsmuld på én gang den pågældende morgen.

En matros hjalp, da han havde problemer med hjulspin. Matrosen skubbede noget løs savsmuld ind under hjulet, så det kunne få bid. Han skred ind i karmen på grund af skibets slagside, og fordi det var glat. Hans fod blev presset ned mod speederen, da lugen blev skubbet af.

Han arbejder i dag stadig som løsarbejder og arbejder også på Skibet. I dag bruges den gamle truck kun som reservetruck. Den bruges også, når der skal løftes tunge ting, da den i modsætning til de nye trucks kan løfte op til 3 ton. Der er ikke ændret på arbejdsprocedurerne. Han bruger i dag hovedsagligt de nye trucks.

Havnearbejderens advokat gjorde i byretten gældende, at Rederiet er erstatningsansvarlig, da der er anvendt en truck, som ikke var i forsvarlig stand. Lugen, hvor sædet sad, var ikke ordentligt fastgjort. Trucken var således ikke indrettet på en sikkerheds- og sundhedsmæssig forsvarlig måde, jf. normen i arbejdsmiljølovens § 45.

Havnearbejderen har endvidere gjort gældende, at arbejdet ikke var tilrettelagt på forsvarlig vis, jf. formen i arbejdsmiljølovens § 38, og at der ved instruktion og tilsyn burde være grebet ind over for arbejde med den defekte truck, jf. normen i arbejdsmiljølovens § 16 og § 17, stk. 2, jf. § 15. Der blev således ikke foretaget nogen kontrol af trucksene eller lugen på disse, ligesom der blev arbejdet under vanskelige forhold, uden at der blev givet nogen instruktion.

Byretten startede med at lægge til grund, at den pågældende truck ikke var undersøgt af hverken Havnearbejderen eller Rederiet, inden Havnearbejderen gik i gang med lastningen den 19. december 2003.

Det kan endvidere lægges til grund, at lugens hængsler bagtil blev beskadiget i forbindelse med påkørslen af karmen. C har forklaret, at lugen fortil ikke kunne låses fast, hvilket han anså som en defekt.

E og F har forklaret, at lugen lukkede som den skulle, men at den ikke låstes.

På baggrund af disse forklaringer, og da der ikke er foretaget nogen tekniske undersøgelser af den pågældende truck eller foreligger oplysninger om, hvordan lugen på en truck af denne type skulle fungere, har retten ikke noget grundlag for at fastslå, at trucken, som Havnearbejderen anvendte den 19. december 2003, var defekt ved arbejdets begyndelse.

På baggrund af Havnearbejderens egen forklaring om ulykken, lægger retten til grund, at Havnearbejderen gled ind i karmen med trucken, da han var ved at bakke trucken ud af fryserummet.

Det lægges endvidere til grund, at Havnearbejderen havde strøet savsmuld på gulvet én gang den pågældende morgen. Det fremgår af parternes og vidnernes forklaringer, at det var almindeligt at arbejde, mens skibet havde slagside, og at man ofte ramte karmen, uden at der skete noget ved dette.

Det fremgår endvidere, at truckførerne var bekendt med, at gulvet kunne være glat og at man derfor skulle strø savsmuld på gulvet. Da der ikke tidligere havde været problemer med at arbejde, mens skibet havde slagside, og dette må anses for normale forhold, når der arbejdes på et skib, og da der var savsmuld til rådighed for at afhjælpe glatte gulve, findes arbejdet ikke at være tilrettelagt på uforsvarlig vis.

Under hensyn til at Havnearbejderen var en erfaren truckfører, som havde arbejdet på det pågældende skib gennem mange år, fandtes opgaven med at køre truck under disse forhold ikke at have indebåret sådanne faremomenter, at særlig instruktion var påkrævet.

Havnearbejderen og dennes kolleger arbejdede ofte, når skibet havde slagside, og de var bekendt med at trucken kunne skride, ligesom de var bekendt med, at der skulle strøs savsmuld, hvis gulvet var glat.

Da Rederiet således ikke blev set at have handlet ansvarspådragende i forbindelse med Havnearbejderens ulykke den 19. december 2003, blev Rederiet frifundet i hovedsagen. Herefter blev også Truckejeren frifundet i adcitationssagen.

Dommen blev af havnearbejderen ikke overraskende anket til Vestre Landsret og en af de første øvelser for havnearbejderens advokat var at begære udmeldt syn og skøn, idet byretten jo på det nærmeste både havde skåret ud i pap og givet et vink med en vognstang om, at det mildest sagt var uheldigt, at der ikke havde været syn og skøn allerede for byretten.

Derfor blev der som syns- og skønsmand udmeldt en servicechef, som afgav en længere sagkyndig erklæring og som senere i selve landsretten blev bedt om mundtligt at uddybe forklaringen, hvilket man i denne verden kalder ”afhjemling”.

I den forbindelse forklarede syns- og skønsmanden, at maskiner normalt er mærket med en plade, der oplyser om fabrikationsår, eftersyn m.v.

Trucks i land skal ifølge Arbejdstilsynets regler efterses én gang årligt. Trucks, der udelukkende arbejder på et skib, er ikke underkastet disse regler. Tilsyn med sådanne trucks hører under Søfartsstyrelsen, og han havde herfra fået oplyst, at det tilstræbes, at reglerne for trucks, der anvendes i land, efterleves på skibene.

Batteridækslet blev fastholdt i den ene ende af to låsepaler, der blev ført gennem hver sit hængsel. Pallerne blev sikret med et par spændskiver og en split. Det var hans vurdering, at batteridækslet ikke kunne have rykket sig, som det måtte være sket i forbindelse med uheldet, hvis begge eller blot den ene låsepal var på plads i hængslet og funktionsdygtig på uheldstidspunktet.

Forholdene omkring batteridækslets fastgørelse var i orden ved synet, mens trucken i øvrigt var i en stand, så den ikke ville kunne godkendes i land.

Landsretten var ikke sen til at gribe syns- og skønsmandens udtalelser og fandt på den baggrund godtgjort, at årsagen til uheldet måtte antages at have været, at fastgørelsen af batteridækslet til trucken svigtede.

Uanset om dette skyldtes brud på palerne eller sikkerhedssplitterne eller eventuelt hængslerne, havde årsagen til uheldet således været materialesvigt. Landsretten bemærkede herved, at trucken i forbindelse med uheldet ikke blev anvendt på anden måde end den, der ifølge forklaringerne var sædvanlig for det pågældende arbejde, ligesom det var sædvanligt, at truckene under arbejdet påkørte f.eks. lugekarmene.

Landsretten bemærkede videre, at der ved vurderingen af, om der blev pålagt indstævnte og dermed Truckejeren ansvar for dette materialesvigt, blev lagt vægt på navnlig en forklaring fra et vidne om, at der ikke gjaldt regler eller rutiner med hensyn til sikkerhedseftersyn af skibets trucks.

Det blev herved bemærket, at de ugentlige eftersyn, der omfattede kontrol af olie på motoren og vand på batteriet, ikke har kunnet erstatte egentlige sikkerhedseftersyn.

Landsretten henviste til, at de regler, der er fastsat af Arbejdstilsynet i bekendtgørelse nr. 110 9 af 15. december 1992 om tekniske hjælpemidler og i AT-anvisningen om bl.a. transportredskaber måtte anses for udtryk for almindelige normer for eftersyn og vedligeholdelse af den type materiel m.v., der er omfattet af reglerne.

Ved ikke som arbejdsgiver for appellanten at have påset, at der blev foretaget regelmæssige sikkerhedseftersyn, hvorved den eller de defekter, der førte til uheldet, kunne være opdaget og udbedret, havde indstævnte handlet ansvarspådragende.

Det anførte gjaldt i særlig grad, når der - som i det foreliggende tilfælde - var tale om materiel, der jævnligt blev udsat for ret voldsomme fysiske påvirkninger. Som erkendt af Truckejeren i denne situation, påhvilede det endelige ansvar denne.

Havnearbejderen udførte på uheldstidspunktet arbejdet på helt sædvanlig måde, og han kunne ikke pålægges nogen del af ansvaret for det manglende tilsyn. Der forelå på denne baggrund ikke egen skyld. Da det påståede beløb var størrelsesmæssigt ubestridt, tog landsretten herefter Havnearbejderens påstand over for indstævnte til følge.

Da Truckejeren således skulle bære det endelige ansvar, var det dette firma, som i sidste ende skulle betale de 72.000 kr. i erstatning samt sagsomkostninger.