Samarbejde: Såvel Danmark som Tyskland planlægger kun til grænsen – derfor skal der mere koordinering til.
Det dansk-tyske grænseland risikerer at ende som en flaskehals. Og det har ikke noget med grænsehandel at gøre, men derimod med trafik. Den ene hånd ved nemlig ikke, hvad den anden laver: når Danmark g Tyskland planlægger deres infrastruktur, så stopper al planlægning ved landegrænsen. Det er ikke godt nok, mener erhvervsfolk og politikere i grænselandet.
Især fra Sønderjyllands Udviklingsråd og det nordtyske Industri og Handelskammer blev der udtrykt ønske om en grænseoverskridende kommission eller komité.
Det blev konklusionen på en dansk-tysk infrastruktur-konference i Flensborg, som også den danske transportminister Lars Barfoed deltog i.
- Det er væsentligt, at vi får et dansk-tysk forum, hvor vi kan diskutere hvad vi gør, siger Hans Kirk, mangeårig direktør i Danfoss og formand for udviklingsrådet.
Han peger især på behovet for at kunne få gods ind og ud af landet og det bliver et problem i fremtiden, hvis trafikprognoserne holder. Så stiger trafikken gennem grænseregionen nemlig fra 26 til 48 millioner tons i 2025.
SammenpressetSåvel Hans Kirk som formanden for International Transport Danmark (ITD), Mogens Therkelsen, understreger, at investeringerne i Syddanmark ikke skal gøres for Sønderjyllands skyld. Det er ikke noget lokalt projekt, men er vigtig for hele landet og vil gavne hele Danmarks eksport.
- I dag er hele det ene spor allerede fyldt med lastbiler. Hvis trafikken bliver fordoblet i de kommende år, hvor skal personbilerne så være, spørger han?
Hans Kirk ønsker, at en dansk-tysk komité skal forberede en egentlig dansk-tysk regeringsaftale, hvor de to landes regeringer koordinerer fremtidens investeringer i infrastrukturen.
Transportminister Lars Barfoed er ikke meget for en fast, permanent kommission, ”men hvis vi i fællesskab kan kortlægge planerne på begge sider af grænsen og kigge på, om de hænger sammen”, så vil han godt være med til det han betegner som ”et udredningsarbejde”.
Blandt andet ønsker parterne i det dansk-tyske grænseland en undersøgelse af, hvilken effekt Femern-forbindelsen vil få for Jyllands-ruten. Den nuværende vurdering er, at Femern-broen kun vil have ringe effekt på trafikken ned gennem Jylland. Men det vides ikke med sikkerhed.
Kontorchef ved delstaten Slesvig-Holsten i Kiel, Heinz Maurus, var også tiltaler af et dansk-tysk forum.
- Et sådant arbejde i et dansk-tysk forum vil stille os stærkere overfor blandt andet regeringen i Berlin. Hvis vi står sammen på tværs af grænsen, har vi en chance for at kunne blande os i den tyske trafikplan, vurderer Maurus.
IHK i Flensborg og danske transportinteresser peger på vigtigheden af at motorvejen A7 bliver udbygget fra Hamborg mod nord. Ikke kun til Neumünster, men helt frem til den dansk-tyske grænse.
Men det er mindst lige så vigtig, at forbindelsen mellem grænsen og Kolding udvides, så køretiden (i privatbil) mellem Kolding og Hamborg også i fremtiden kan holdes på to timer.
gn@transporttidende.com