Enhedslistens Per Clausen har spurgt transportminister Lars Barfoed om interessen for at være med i modulvogntogsforsøget.
Lars Barfoed forklarer i sit svar, at ministeriet har modtaget 19 henvendelser med ønske om deltagelse i forsøget, siden det blev sat i værk i november i fjor. Henvendelserne kommer fra virksomheder, kommuner og organisationer.
Der er henvendelser fra følgende virksomheder: Coop, Arla, Liller Trans A/S, Aarhus Transport Group, Fogtmann Transport samt Kuehne + Nagel A/S.
Derudover er der henvendelser fra kommunerne Hvidovre, Esbjerg, Ishøj, Næstved, Århus, Nyborg, Guldborgsund, Fredericia og Frederikshavn samt fra organisationerne DI Transport og Danske Speditører. Kommunernes henvendelser er typisk opbakning bag ønsker fra transportcentre eller virksomheder indenfor kommunen om deltagelse i forsøget. Organisationernes henvendelse er tilsvarende opbakning til medlemmer, der ønsker at deltage i forsøget, forklarer Barfoed.
Siden forsøget blev etableret, er partierne bag trafikaftalen blevet enige om, at enkeltvirksomheder mv. nu kan søge om at blive koblet på modulvogntogsnettet.