Noer Rental A/S har for kort tid siden leveret en ny 3-akslet DAF trækker til S & A Transport i Bramming.
Den nye lastvogn er en DAF XF105 FTS.510 med en 510 hk Euro 5 motor og transmissionen er en ZF ASTronic gearkasse med automatiseret gearskifte. Vognen er desuden udstyret med retarder.
Førerhuset er en Super Space Cab-version, der bl.a. har Skylights i toppen af førerhusets forhjørner samt kombilygter i kofangeren. Både førersæde og passagersædet er luftaffjedret og der er installeret et 44 liters køleskab i i førerhuset. Indvendig er førerhuset beklædt med plys hos BJ Autopolstring i Padborg.
Opbygningen omfatter en luftforskydelig sættevognsskammel, 780 liters ståltank, der er monteret i venstre side, og i højre side er der monteret et værktøjsskab med både køleskab og mikroovn. Opbygningen omfatter også fuld aludækning samt en hanebro med lys. luft, liftstik m.v. AdBlue-tanken, der kan rumme 44 liter, er monteret under venstre side af førerhuset bagerste del, og batterikassen er monteret i bagenden af chassiset. Desuden er der placeret et batteriskab med et ekstra batteri i mellem skærmene i begge sider.
Der er også tænkt på flådestyring, idet vognen også er udstyret med Comlog.