Transport- og logistikbranchen i den dansk-tyske grænseregion skal styrkes gennem samarbejde.
Derfor er en række institutioner og organisationer gået sammen om at etablere CBLog - Cross Border Logistics.
Transport- og logistikbranchen står i forvejen stærkt i grænseregionen. Tusindvis af arbejdspladser er tilknyttet branchen – 20.000 i Slesvig-Holsten og adskillige tusind i Syddanmark. Årligt passerer desuden 1,5 millioner lastbiler den dansk-tyske grænse og 75 procent af den danske eksport går via Jyllandsruten ud i Europa.
Transport- og logistikkompetencerne skal nu samles i en klynge under navnet CBLog - Cross Border Logistics. Dertil har projektpartnerne fået godt 8 millioner kroner fra EU’s Interreg-midler, som suppleres med yderligere 2,5 millioner kroner fra fremtidsprogrammet ”Wirtschaft Schleswig-Holstein”.
Bag projektet står den slesvig-holstenske erhvervsregion WiREG og UdviklingsRåd Sønderjylland samt fagskolerne i Flensborg og Sønderjylland (EUC Syd). Samarbejdet bunder i en partnerskabsaftale mellem Region Syddanmark og Slesvig-Holsten.
CBLog fokuserer på udviklingspotentialet indenfor logistik i regionen. Der skal blandt andet udvikles en strategi baseret på regionens styrker og svagheder og målet er, at kunne markedsføre en fælles logistikregion.
CBLog skal blandt andet være med til at skabe en dansk-tysk tænketank, sikre mod følgerne af Femern Bæltbroen, tiltrække nye virksomheder, styrke innovation inden for logistikemner i eksisterende virksomheder, samt skabe nye arbejdspladser og sikre eksisterende.