Presset på Sund & Bælt A/S for at få fjernet en urimelig ekstra takst over Storebælt på lastbiler øges.
Den nye takst er indført for at pålægge modulvogntog en 50 procent ekstra brotakst. Men med 19 meter-grænsen rammes også omkring 300 særtransporter om måneden plus et antal vogntog med f. eks. læssebagsmæk.
Derfor går Dansk Trasport & Logistik i lighed med andre transportorganisationer til Folketingets politikere, for at få dem, til at ændre reglerne.
Også ca. 300 autotransporter med længder op til 20,75 meter rammes hver måned, men i deres tilfælde har Storebæltsforbindelsen erkendt problemet og givet dem lov til at passere til almindelig lastbiltakst.
I et brev til Folketingets Trafikudvalg gør DTL opmærksom på, at taksten er i strid med en politisk aftale om at pålægge specifikt modulvogntogene den ekstra takst. Trods flere henvendelser og et møde med Sund og Bælt A/S om sagen er det ikke lykkedes at friholde de andre lastbiltyper fra den særlige takst for modulvogntogene.
- Derfor må politikerne på banen, siger DTLs adm. direktør Erik Østergaard.
DTL foreslår, at Storebæltstaksten harmoniseres med Øresundsbron, hvor grænsen er 20 meter - eller at der gives dispensationer som den, autotransporterne har fået.