Modregningsforbud

Transportkøber måtte af med en lille million kroner, efter at Vestre Landsret har omstødt byretsdom.

Som tidligere beskrevet i disse spalter, er der i ITD/FDE’s standardfragtbrev optaget en bestemmelse, som forbyder modregning i fragtførerens krav på fragt. Hvad er konsekvensen, hvis dette modregningsforbud ikke håndhæves, og parterne dermed faktisk gennemfører modregninger i et løbende samarbejde?

Dette har Vestre Landsret netop afgjort i en sag, hvor byrettens dom blevet ændret til fordel for fragtføreren.

I 1999 startede parterne deres samarbejde vedrørende transport af fødevarer fra Tyskland til Danmark. Fragtføreren var en dansk grænsespeditør med et større antal egne lastbiler, og transportkøber var en dansk fødevarekoncern, som fik produceret forskellige private label mærker til de danske supermarkeder.

Parternes samarbejde blev startet på baggrund af en telefax, som mest af alt kan beskrives som en general transportordre til fragtføreren. Der var således ikke lavet en mere formel aftale, selvom de transporterede volumener var ganske store med op til 15-20 full loads hver uge.

I denne telefax var det anført, at det var vigtigt, at fragtføreren udførte pallebytte ved hver leverance, og som det ofte ses, endte fragtføreren med at skylde transportkøberen en større mængde paller i henhold til palleregnskabet.

Værdien heraf androg cirka 710.000 kr., og denne opgørelse var parterne enige om, ligesom der var enighed om opgørelsen af fragtførerens fragtkrav, som stor set var identisk med skylden i palleregnskabet.

Det omtalte modregningsforbud blev dog ikke håndhævet af parterne, da der løbende blev lavet modregninger i fragtførerens krav på fragt. Modregningerne – som alle var karakteriseret ved at være mindre beløb under kr. 10.000 – vedrørte transportskader og dobbelt/fejlfakturering fra fragtførerens side.

Under retssagen forklarede den tidligere ejer af speditionsfirmaet, at dette var for på den praktisk mest gunstige måde, at betale erstatning for skader, man jo faktuelt var forpligtiget til at betale. Ejeren forklarede endvidere, at han aldrig havde eller ville have accepteret modregning med paller, og da slet ikke med beløbsstørrelser, som transportkøberen gjorde i slutningen af samarbejdet.

Transportkøberen modregnede nemlig seks poster med varierende størrelse fra 40.000-270.000 kr. for pallekrav, som han mente tilkom ham. Ejeren protesterede mod disse modregninger, så snart de kom til hans kundskab.

Den opmærksomme læser vil undre sig over, hvorfor to ubestridte krav ikke bare blev afregnet hver for sig. Der skete imidlertid det, at fragtføreren - blandt andet på grund af modregningerne – gik konkurs, og under denne konkursbehandling blev fragtførerens fordring på fragt købt af nogle nye selskaber.

Dermed blev det afgørende, om modregningsforbuddet stod ved magt, eller om dette var tilsidesat som følge af det faktum, at der faktisk var blevet gennemført en række modregninger. Kunne der ikke modregnes, måtte transportkøberen lide den tort, at skulle betale fragtkravet til de købende selskaber og herefter anmelde sit ubestridte krav i henhold til palleregnskabet i konkursboet, hvilket unægtelig ville være noget af en træls situation.

Sagen blev i første instans afgjort af byretten i Horsens. Efter den forelagte bevisførelse fandt byretten, at modregningsforbuddet var tilsidesat, og frifandt således transportkøberen for det fremsatte krav.

Det fremgår ikke nærmere af dommen, hvorfor modregningsforbuddet også skulle være tilsidesat for så vidt angår modregningen med pallekrav.

Sagen blev indbragt for Vestre Landsret, og efter yderligere partsforklaringer ændrede landsretten byrettens afgørelse. Landsretten fandt det således ikke bevist, at der var sket modregninger for pallekrav, hvorfor modregningsforbuddet i denne henseende stod ved magt. Landsretten fandt derimod, at modregningsforbuddet var blevet tilsidesat for så vidt angår transportskader, da der jo faktuelt var sket modregning for sådanne krav.

Det er muligt, at denne sag endte lykkeligt for fragtføreren, men dommen giver anledning til nogle løftede pegefingre på dette punkt. Det skal derfor anbefales, at man i intet tilfælde tillader modregning, hvis man senere ønsker at håndhæve forbuddet mod modregning.

Transportkøberen måtte således betale knap 710.000 kr. med tillæg af rente fra engang i 2006 til betalingen sker i 2009. Hertil blev transportkøberen dømt til at betale sagsomkostninger på 140.000 kr., og den samlede regning blev således på lidt mere end 1 million kroner - hvortil kommer omkostninger til egen advokat.