Den landsdækkende hydraulikkoncern Sawo, som traditionen tro altid plejer at have en meget stor stand i Herning, var klar til at stille skarpt på den nye HIAB XS855 stykgodskran samt det nye CombiDrive2 kranstyringssystem og den nye generation af Hyster El-truck.
Den nye XS855 kran er designet til at give brugeren en lang række nye fordele specielt hvad angår hastighed, produktivitet og økonomi. Hastigheden øges med 30 procent og løftekapaciteten med over 20 procent, og kranen er udviklet på baggrund af ønsker fra kunder, som har efterspurgt en kran der kunne præstere det samme som den største Hiab model XS1055 men med en mindre installationsvægt og en længere rækkevidde end XS 800 kranen.
Ny Combi
Den nye version af CombiDrive2 kontrollerer 32 proportional-funktioner og 12 on/off funktioner. Arbejdet med kranen bliver mere bekvemt, når kontrol af kranfunktionerne kan ske med særskilte manøvrehåndtag, og ikke kun via menu-funktion.
Den nye elektriske serie af Hyster-trucks omfatter et bredt udvalg af elektriske kontravægtsmodeller og konfigurationer til krævende opgaver. Standardmodellerne har fra 1,5-2 t løftekapacitet med forskellige løftehøjder og fås i 3- eller 4-hjuls versioner, begge med forhjulstræk og mindst mulig venderadius.