Tre nye motorserier
Først blev FH16 660 til 700 – nu følger resten af Volvos motorprogram med opdateringer.
Af Finn Bjerremand
Volvo lancerede i januar den nye 16 liters motorgeneration, blandt andet med 700-hk-topversionen, og nu kommer turen til resten af Volvos omfattende motorserier.
Det er både D7, D11 og D13, som introduceres i nye Euro 5 versioner. De to store motorserier D11 og D13 vil også blive lanceret i EEV-udgaver (Enhanced Environment friendly Vehicles), der bedst kan beskrives som værende en motorversion med 30 procent lavere partikeludslip end Euro 5.
I sammenhæng med lanceringen af de nye motorer, introducerer Volvo også nye I-shift og Powertronic-gearkasser, der matcher den højere effekt fra motorerne og medvirker til et lavere brændstofforbrug, samt mere komfort og køreglæde for chaufførerne.
Blue VolvoD13C motorserien bliver lanceret i udgaver på henholdsvis 380, 420, 460 og 500 hk til Volvos FM-chassiser og til den store FH-serie vil man kunne få leveret D13C med effekttrin på 420, 460, 500 og 540 hk.
Alle motorerne er udstyret med SCR-katalysatorer som renser udstødningen, og der lanceres således ingen ny 13 liters motor i Euro 5-udgaven uden SCR-katalysator.
Dermed er det også slået helt fast, at alle Volvo lastvogne i fremtiden vil skulle anvende AdBlue i den daglige drift.
VokseværkVolvos 11 liters motorserie, der endnu ikke er blevet leveret i ret mange nye Volvo lastvogne fordi den først blev lanceret i sommer i forbindelse med opdatering af hele programmet, er også vokset et par trin.
Den nye D11C bliver nu lanceret i fire forskellige effekttrin på 330, 370, 410 og 450 hk. Også denne motorserie anvender uden undtagelse SCR-katalysatorer til rensning af udstødning og motorserien introduceres også i EEV-udgaver, som kommer i effekttrin på 330, 370 og 410 hk.
Også på denne motorserie kan der køres 100.000 km mellem olieskiftene. Volvo har store forventninger til netop 11 liters motoren i FM-serien, hvor den på grund af den lave egenvægt med fordel vil kunne finde anvendelse til tank- og løsvaretransport, regionale transporter, bygge- og anlægskørsel samt bl.a. til renovationskørsel.
LillebrorMed introduktionen af nye motorgenerationer fases den kendte 9 liters motor samtidig ud af lastvognsprogrammet. Den nye lillebror – en 7 liters serie - lanceres i udgaven D7F med effekttrin på 240, 260 og 290 til Volvos FL-serie, samt med effekttrin på 240, 260, 300 og 340 til lastvognsserien FE.
D7F benytter lige som de øvrige Volvo-motorer SCR-teknologi til rensning af udstødningen, så motorerne kan overholde Euro 5 normen.
Umiddelbart skulle man tro at der ville blive et hul efter den kendte 9 liters motor, men med effekttrin på 330 hk i 11 liters serien og 340 hk i 7 liters serien, er hullet lukket og Volvo kan bryste sig af et dækkende motorprogram.
OverlapI den anden ende er der tilsvarende overlapninger, fordi den mindste 16 liters motor stadig ligger fast på 540 hk, mens den nye 13 liters motor i topversionen også lige når op på 540 hk. Det skal dog indskydes af FH 540 med D13C540 har 50 Nm mindre i drejningsmoment end storebror FH16 540 og at 13 liters motoren har sit maksimale drejningsmoment inden for feltet 1100 til 1400 omdrejninger, hvor FH 16 540 har feltet mellem 1000 og 1450 omdrejninger i minuttet.
Vigtig Volvo-brikVolvos meget roste gearkassen med automatiseret gearskifte I-shift, der leveres til FH og FMserierne er også en vigtig brik i udviklingen af nye Volvo lastvogne, som kører brændstoføkonomisk.
I den nye I-shift er der en programpakke som hedder Long Haul & Fuel Economy, som vi på dansk blot kalder Økonomipakken.
I den er der inkluderet I-Roll, som er en friløbsfunktion, hvor vognen ruller af sig selv, hvis det er muligt.
I den kraftige udgave til tunge og meget krævende transporter tilbydes versionen Heavy GCM Control (blokvognstransport), hvor det er muligt at skifte over til Fuel Economy programmet, når vognen ikke er belastet, for at spare brændstof og opnå et højt komfortniveau.
Den nye udgave af I-shift vil automatisk selv vælge et andet gear, hvis chaufføren vælger et for højt gear til igangsætning.
Der er også mere hjælp til dem der kører på dårlige veje f.eks. i bygge- og anlægssektoren og ved skovtransporter. Volvo indfører nemlig en funktion i I-shift, der kaldes Enchanced Performance – bad roads – på dansk Anlægs- og tømmertransport.
Denne funktion optimerer gearskiftningen og hjælper til større igangsætningskraft og bedre skiftemønster ved kørsel på dårligt underlag.
KonverterFor dem der gerne vil have sin Volvo lastvogn leveret med en konverter, eller momentomformer, som nogen vælger at kalde den, er der også godt nyt.
Nu er Powertronic også tilgængelig i den store FH 540 og denne gearkasse, der fungerer som en fuldautomatisk gearkasse, har gennemgået en opdatering, så den er blevet endnu mere komfortabel at køre med.
Serviceniveauet på denne transmission er også ændret dramatisk, så der kan køres op til 200.000 km inden der skal laves service, hvis man anvender en ny transmissionsolie.
Volvo sætter nye standarderIfølge Volvos motorteknikere har Volvo Powertrain med introduktionen af de nyopdaterede motorserier sat nye industristandarder for motorteknologi.
De nye standarder skyldes ikke mindst anvendelsen af SCR-teknologi, som har været med til at gøre det muligt at hæve effekten og så stadig bibeholde det gode brændstofforbrug.
Dertil kommer lancering af den nyopdaterede I-shift, der er først og fremmest er blevet bedre og mere effektiv takket være ny software og udvidelsen af effektområdet i motorerne, så de kan køre ”længere ned” i omdrejningsfeltet inden der skal skiftes gear.
Det kan somme tider betyde at man kan slippe for gearskift som bekendt koster dyrt i brændstofforbruget.
Volvo hævder selv at den nye 13 liters motorserie i sammenhæng med den nye I-shiftgearkasse har et potentiale til at sænke brændstofforbruget med op mod tre procent.
13 liters motoren kan nu yde 20 hk mere og trække 100 Nm mere i forhold til den nuværende udgave.
Hvad nyt?Teknisk er ændringerne i 13 liters motoren sket på væsentlige dele som nye stempler med en ny udformning af stempelkronerne, nye foringer og nye stempelringe, knastakslens overlap er blevet større, der er kommet nye enhedsinjektorer og en ny turbolader med en elektronisk styret wastegateventil på alle 13 liters motorer.
Der er også indført en elektronisk kontrolleret termostat til styring af olietemperaturen, hvor der kan køres med lidt højere temperatur, som igen medfører at olien strømmer med mindre modstand. Desuden er der også indført elektronisk kontrolleret afkøling af stemplerne.
Der er også introduceret et nyt EPG-motorbremseaggregat i udstødningen af butterflytypen, som ikke giver nogen modstand, når luften får lov at strømme lige igennem.
Den nye SCR-katalysator har desuden fået ny indmad og en ny placering af NOx sensoren. Dertil kommer også en ny overfladebehandling i katalysatoren, som giver både længere levetid til katalysatoren og en forbedret proces under driften.
fba@transinform.com