Hausteins historie

En af landevejstransportens kæmper, Willy Haustein, er fyldt 80 år.

Der er to sider af Willy Haustein. Der er den side af ham, som gennem årene igen og igen har trukket ham ud på diverse udlandseventyr, og så er der vognmanden, der gennem sit virke har haft indflydelse på udviklingen i den danske landevejstransport.

Willy Haustein er oprindelig handelsuddannet hos et korn- og foderstoffirma i Haderslev. En enkelt sommer blev det desuden til et afløserjob som chauffør i faderens mølle-virksomhed, ”men det var også eneste gang, jeg kørte lastbil”, konstaterer Willy Haustein.

Det betød, at han senere fra ”rigtige” vognmænd, der kom fra rattet, ind i mellem måtte høre for, at han var ”skrivebordsvognmand”. Lidt var der også om det.

- Jeg har aldrig rigtig interesseret mig for lastbilerne. De skulle altid være rene, for det giver et godt indtryk, når man kommer ud til kunderne, men ellers betragter jeg dem mest som et værktøj til at tjene med, siger Willy Haustein.

Inden han kom til transportbranchen gik hans vej dog over blandt andet eksportvirksomheder i Berlin og Frankfurt til Færøerne, hvor Willy Haustein mødte sin første kone.

Parret vendte siden tilbage til Sønderjylland, hvor det fik sønnerne Henrik og Jan, og hvor Willy Haustein i 1955 for alvor trådte ind i transportverdenen.

Med sprog og eksporterfaring som ballast blev han ansat som førstemand ved H.P. Therkelsen i Padborg. Og så var der lagt op til en karriere inden for transporten. Som førstemand fik han i de kommende år stor indflydelse hos H.P. Therkelsen.

- Men jeg havde altid drømt om at være dyrlæge, indrømmer Willy Haustein.

Det lykkedes ikke for ham, at komme ind på studiet direkte efter skolen, men en havnestrejke i begyndelsen af 60’erne og tusindvis af ekstra udenlandske lastbiler over havnene i Hamborg og Rotterdam betød, at Willy Haustein tjente så mange penge, at han nu havde råd til studiet.

Så da han blev optaget på landbohøjskolen, sagde han sit job op hos H.P. Therkelsen. Haustein var så at sige allerede med halvandet ben ud af transportbranchen, da han blev tilbudt en vognmandsvirksomhed i Viborg.

- Og så købte jeg i stedet en vognmandsforretning med fem nedslidte biler og flyttede det til grænselandet, siger Willy Haustein.

Det blev til mange spændende år ved rattet af sin egen virksomhed. Opgaver i Jordan eller transport af stiklinger fra Sicilien for Bonde Nielsen hørte til de mere specielle tiltag i virksomheden, der på et tidspunkt havde 36 biler kørende.

Tilmed begyndte Haustein at få indflydelse ud over sin virksomhed. Han blev valgt ind i Foreningen af Danske Eksportvognmænd og nød så stor tillid, at han avancerede til næstformand og siden formand. En spændende tid, konstaterer den snart 80-årige, der dog også måtte konstatere, at hans virksomhed fik det svært.

- Det tog 18 og et halvt år at køre penge ind i virksomheden, men det tog kun halvandet år, at køre dem ud igen, konstaterer Willy Haustein tørt.

Han endte med at sælge sin virksomhed og blev i denne periode også skilt. Ja, han havde det elendig, og mest af alt kom han til at savne det fællesskab, der var i organisationsarbejdet omkring FDE, som han måtte forlade. Hans betydning for foreningen understreges da også af, at han i dag er æresmedlem.

- I dag ville jeg til gengæld ikke gerne være vognmand – det er barskt, siger han.

Udlandet trak igen i Willy Haustein, da han forlod transportbranchen. Denne gang blev det et salgsprojekt for Kalmar Gården i Ungarn, hvor han solgte huse og var ansat frem til 1986.

Da Roland Munch fra Esbjerg ringede en nytårsdag, trådte Willy Haustein hjælpende til dagen efter, og efter et kort stop for Munch i Århus, fik en anden Esbjerg-vognmand, Hans Christensen fra IAT, øjnene op for Hausteins salgsevner. Frem til 1992 var Willy Haustein således en del af direktionen i IAT.

Det gav ham også en ny forretningsidé.

- Når vi i IAT havde uheld med vores lastbiler, sendte vi altid en medarbejder til uheldsstedet. Vi havde jo et netværk af afdelinger i store dele af Europa, så der var altid medarbejdere i nærheden, og jeg kunne se, at vores tilstedeværelse betød noget for bundlinien, siger Willy Haustein. Vi sparede simpelthen penge ved selv at have hånd i hanke med uheldet.

I 1992 begyndte Willy Haustein således igen for sig selv. Han brugte sit netværk og sin erfaring indenfor transportsektoren til at etablere W. Haustein ApS, der primært beskæftiger sig med skadesbegrænsning i forbindelse med transportskader, der opstår ved f.eks. færdselsuheld.

I de første år var han ene om at drive virksomheden, siden ansatte han sin nuværende hustru, Else, og i dag er der fem medarbejdere i virksomheden, der blev overtaget af sønnen Henrik i 2005.

Willy Haustein er dog stadig still-going-strong i virksomheden – mest på kontoret, men han rykker stadig ud i felten, når oprydningen efter ulykker skal koordineres.

- Hvornår jeg holder op? Når jeg finder noget, der er sjovere end det her, svarer Willy Haustein høfligt på det spørgsmål, som han er blevet stillet igen og igen.

For med 80 år har de fleste af hans kolleger længe byttet rattet eller kontorstolen ud med en tilværelse som pensionist.

- Men hvorfor stoppe, når arbejdet stadig er spændende? spørger Willy Haustein, der så længe helbredet tillader det, heller ikke har planer om for alvor at trappe ned.

- Jeg har da lige haft otte dages ferie, konstaterer han og bliver straks mere alvorlig:

- Der er to, der bestemmer, hvornår jeg skal stoppe: Det er enten Henrik, hvis han ikke længere har brug for min hjælp – eller vor herre.