Upassende varsel

Samarbejdet brød sammen: Højesteret giver vognmand millionerstatning for uberettiget opsigelse af distributionsaftale.

Når to parter på bagkant bliver uenige om den nærmere forståelse og det nærmere omfang af deres samarbejde, er det alt andet lige noget nemmere, når man efterfølgende skal gøre tingene op og forsøge at dele sol og vind nogenlunde retfærdigt, hvis de samme parter oprindeligt har indgået en kontrakt, som f.eks. har forholdt sig til længden af eventuelle opsigelsesvarsler, parternes forventninger til hinandens ydelser, størrelsesmæssige kompensationer etc.

En lang række love og primært dem, hvor der findes elementer af forbrugerbeskyttelse som f.eks. lejeloven, forholder sig til mangt og meget, som enten går forud for eventuelle indgåede aftaler, eller som i de fleste tilfælde supplerer de aftaler, der måtte være indgået eller måske tværtimod slet ikke findes.

Eksempelvis har lejeloven meget præcise bestemmelser om, hvornår en lejeaftale kan opsiges og med hvilket varsel. Hvis der i disse tilfælde ikke er indgået nogen skriftlig aftale mellem udlejer og lejer, er det bare ”at slå op i loven”.

Så enkelt er det ikke altid, eller måske rettere sjældent, i erhvervsforhold, og har to virksomheder udviklet et samarbejde, uden at der har været papir på det, skal man ofte i det efterfølgende opgør have fat i det lidt flydende begreb ”obligationsretlige retsgrundsætninger”, der i høj grad bygger på rimelighedsforudsætninger, og som efterlader domstolene med et meget stort skøn og dermed en meget stor opgave.

En sådan opgave havde i første omgang Vestre Landsret og senere Højesteret, der afsagde dom den 4. februar 2009 i forbindelse med vurderingen af, om et distributionsselskab havde været for hurtig på aftrækkeren, da man opsagde et længerevarende samarbejde med et vognmandsfirma med et noget kort varsel.

Vognmanden og Vognmandsfirmaet havde gennem en årrække samarbejdet med et transportfirma (herefter Distributionsselskabet) om afhentning, transport og distribution af pakker i Danmark og fra Danmark til udlandet, idet Vognmanden og senere Vognmandsfirmaet bl.a. stillede vogne med chauffører til rådighed for kørslen.

Parterne havde ikke skriftlige aftaler vedrørende transporterne. En tidligere aftale om pladsrangering blev den 2. september 2004 opsagt af Vognmandsfirmaet med 14 dages varsel.

Samarbejdet havde været meget tæt, bl.a. på den måde at medarbejdere hos Vognmandsfirmaet løbende modtog mails fra Distributionsselskabets medarbejdere om det daglige samarbejde, at enkelte ture kunne ændres eller nyoprettes med kort varsel, og at Vognmanden deltog i interne sikkerhedskurser i Distributionsselskabet.

Såfremt Distributionsselskabets medarbejdere ikke var til stede, blev mails til disse om de daglige transporter automatisk videresendt til Vognmanden, der traf de nødvendige dispositioner.

Vognmandsfirmaet havde i januar 2005 haft 22 vogne, hvoraf de 17 blev stillet til rådighed for Distributionsselskabet. De 17 lastbiler var alle forsynet med Distributionsselskabets logo.

Den 17. januar 2005 bragte Distributionsselskabet samarbejdet til ophør ved følgende brev:

”Opsigelse af aftale om line haul services og serviceaftale.

Distributionsselskabet … opsiger herved enhver aftale om line haul services samt serviceaftale af 1. april 2003 (”Aftalerne”) mellem Vognmandsfirmaet … og Selskabet. Aftalen om line haul services opsiges med 14 dages varsel, således at serviceaftalen ophører med virkning fra den 1. februar 2005.

Vognmandsfirmaet bedes venligst skriftligt bekræfte på vedlagte kopi af dette brev, at Vognmandsfirmaet har modtaget nærværende opsigelse.…”

Den nævnte serviceaftale aftalen bl.a. henviste til havde følgende ordlyd:

Vognmandsfirmaet havde i forbindelse med samarbejdet lejet lokaler hos Distributionsselskabet, og dette lejemål blev bragt til ophør samme dag som serviceaftalen.

Vognmanden kunne ikke acceptere opsigelsen med det korte varsel og sagsøgte derfor Distributionsselskabet ved Vestre Landsret med påstand om erstatning på 3.294.029,87 kr. med tillæg af proces-rente fra den 1. juni 2005. Distributionsselskabet påstod frifindelse, subsidiært mod betaling af et mindre beløb.

Vognmandsfirmaet anførte i Landsretten, at det langvarige samarbejde, parterne havde haft kun kunne opsiges med et passende varsel og at samarbejdet havde varet minimum 5½ år, og i realiteten 12 år, da de skiftende firmanavne og ejerformer ikke havde nogen betydning for bedømmelsen af opsigelsesvarslets længde.

Samarbejdet havde efter Vognmandens opfattelse været så omfattende, at Vognmanden havde været en integreret del af Distributionsselskabet. Umiddelbart før opsigelsen af aftalen havde Vognmands-firmaet bl.a. haft 17 lastbiler forsynet med Distributionsselskabets logo og ca. 24 medarbejdere havde dagligt arbejdet iført Distributionsselskabets uniformer, hvortil kom, at Vognmanden havde haft kontor hos Distributionsselskabet, og havde deltaget i kundearrangementer og disponeret i det omfang, Distributionsselskabets folk ikke havde været til stede.

Der havde aldrig været udtrykt utilfredshed med Vognmandsfirmaets arbejde og opsigelsen uden varsel havde derfor været uberettiget.

6 måneder

Med hensyn til varslets længde anførte Vognmandsfirmaet, at det skulle fastsættes ”som et efter retsforholdets karakter passende varsel”. Derfor skulle det være mindst på 6 måneder, bl.a. fordi samarbejdet havde medført en række investeringer i personale og materiel, og disse investeringer kunne ikke afvikles med kort varsel.

Endvidere henvistes der til, at der mellem Vognmanden og den tidligere depotchef hos Distributionsselskabet havde været indgået en aftale om minimum 3 måneders opsigelsesfrist.

Med hensyn til erstatningskravets størrelse, gjorde Vognmandsfirmaet gældende, at erstatning skulle opgøres i overensstemmelse med en opgørelse, som selskabets revisor havde lavet, og som konkluderede størrelsen af mistet dækningsbidrag i 6 måneder med tillæg af afholdte kapacitetsomkostninger.

Vognmandsfirmaets advokat anførte, at beviskravene til erstatningens størrelse skulle lempes som følge af Distributionsselskabets illoyale og planlagte opsigelsesaktion.

Landsretten fastslog, at det ved fastsættelsen af opsigelsesvarslets længde skulle lægges til grund, at samarbejdet mellem parterne havde varet i omkring 5½ år. Da Distributionsselskabet havde opkøbt Vognmandens tidligere firma, var der ikke grundlag for at medregne den periode, hvor Distributionsselskabet samarbejdede med dette firma.

Det blev endvidere lagt til grund, at der ikke var aftalt opsigelsesvarsel for samarbejdet mellem parterne, men at det godt havde været på tale at fastsætte et varsel på 3 måneder. Der var herved navnlig lagt vægt på de forklaringer, der var afgivet af Vognmanden og depotchefen.

Ved fastsættelsen af et passende opsigelsesvarsel var det rettens opfattelse, at varslet i serviceaftalen pr. 1. april 2003 mellem parterne eller varslerne i Distributionsselskabets aftaler med distributører, andre storvognmænd og storkunder ikke kunne tillægges selvstændig betydning, fordi aftalerne efter deres karakter, indhold og omfang ikke var sammenlignelige med det specielle samarbejdsforhold, som gennem en årrække havde udviklet sig mellem parterne.

Ud fra samarbejdets karakter, omfang og varighed og efter de afgivne forklaringer om praksis med hensyn til beregningen af varsler ud fra løbende måned blev opsigelsesvarslet herefter fastsat til løbende måned + 3 måneder.

Landsretten havde herved også på den ene side lagt vægt på, at der havde været et tæt samarbejde mellem parterne, der gik videre end blot enkeltkontrakter om pakkeafhentning hos storkunder og line haul, på udviklingen i samarbejdet, på investeringernes omfang og den særlige indretning af Vognmandsfirmaets transportvirksomhed, som samarbejdet havde krævet.

På den anden side var der lagt vægt på det oplyste om brancheområdets særlige karakter med betydelig fleksibilitet, herunder at Vognmandsfirmaet havde kunnet afvikle sine forpligtelser inden for en kortere periode.

Som følge af den betydelige udvikling i samarbejdets omfang, der havde fundet sted i de år, samarbejdet havde fungeret, og de store investeringer, det havde krævet for Vognmandsfirmaets vedkommende, skulle erstatningen for opsigelsen med for kort varsel som udgangspunkt beregnes på baggrund af det seneste års dækningsbidrag før afskrivninger, med tillæg af afholdte kapacitetsomkostninger.

Ved vurderingen af størrelsen af tabet måtte der som følge af den illoyalitet, som Distributionsselskabet udviste i forbindelse med, at samarbejdet - bortset fra serviceaftalen - blev opsagt med dags varsel, gav Vestre Landsret Vognmandsfirmaet en vis bevislettelse.

Dog fandtes der ikke grundlag for i fuldt omfang at medtage lønomkostninger til de fire ledende medarbejdere, idet disse for en væsentlig del havde været tilknyttet Vognmandsfirmaets hovedaktivitet, hvorfor der havde været mulighed for at begrænse Vognmandsfirmaets tab også med hensyn til disse poster ved afviklingen af virksomheden. Herefter blev erstatningen skønsmæssigt fastsat til 1.800.000 kr.

Sagen blev af Distributionsselskabet indbragt for Højesteret, og her supplerede man sine argumenter yderligere ved at henvise til, at baggrunden for, at samarbejdsaftalen mellem Vognmanden var blevet opsagt, var, at der forelå et privat bekendtskab mellem Distributørens daværende administrerende direktør og Vognmanden personligt.

Hertil kom, at Vognmandens hustru var ansat som regnskabsmedarbejder hos Distributøren, og at disse forhold skabte mistanke om interessesammenfald, lige som det kom frem, at Distributøren betalte overpriser for udførelse af transporterne.

Vognmandens svar til disse nye anbringender var, at det ikke var bevist, at det private bekendtskab havde medført interessesammenfald eller overpriser, og at beskyldningerne herom alene byggede på udokumenterede oplysninger fra forskellige medarbejdere i Distributionsselskabet.

Højesteret mente ligesom landsretten, at det opsigelsesvarsel, som Vognmandsfirmaet havde krav på, passende kan fastsættes til 3 måneder til udgangen af en måned. Det, som Distributionsselskabet for Højesteret har anført om begrundelsen for opsigelsen, kunne ikke føre til et andet resultat.

Vognmandsfirmaet havde herefter krav på erstatning for det tab, selskabet havde lidt ved ikke at have fået adgang til at fortsætte samarbejdet med Distributionsselskabet i perioden fra den 17. januar 2005 til den 30. april 2005, dvs. i ca. 3½ måned.

Af de samme grunde, som Landsretten havde anvendt, tiltrådte Højesteret, at der ved fastsættelsen af erstatningen kunne tages udgangspunkt i indtjeningen i 2004. Der var mellem parterne i Højesteret enighed om, at omsætningen med Distributionsselskabet i 2004 var på 22 mio. kr.

Der forelå ikke en opgørelse af dækningsbidraget for 2004 forstået som omsætning med fradrag af variable omkostninger. Omsætningen med fradrag af alle kørsels- og personaleudgifter var opgjort til ca. 3.945.000 kr., dvs. for en periode på 3½ måned ca. 1.150.000 kr.

De af revisor beregnede kapacitetsomkostninger på ca. 459.000 kr. måtte efter Højesterets opfattelse anses for faste i den nævnte periode på 3½ måned og skulle derfor ved opgørelsen af tabet ved den mistede opsigelsesperiode lægges til de 1.150.000 kr.

De krævede udgifter til funktionærer på 295.250 kr. kunne derimod ikke fuldt ud erstattes, da selskabet havde haft visse andre aktiviteter end kørslen for Distributionsselskabet.

Højesteret mente herefter, at erstatningen skønsmæssigt kunne fastsættes til 1.800.000 kr., og stad-fæstede dermed landsrettens dom.