Direktør i Dansk Transport og Logistik, Erik Østergaard, fylder 50 år den 29. marts.
Erik Østergaard er oprindeligt rederiuddannet hos Knud Larsen I/S, hvor han efterfølgende var indkøbschef. Derefter gik det til et job som General Manager i BR Marine Consult efterfulgt af en årrække som management rådgiver for Danida i Tanzania, inden han i 1990 kom hjem til jobbet som planlægningschef i DSB Rederi og siden en række ledende poster i Scandlines heraf de seneste 5 år som Operations Director. Desuden tog Erik Østergaard internationale uddannelser på IMD i Lausanne og Graduate School of Business på University of Chicago (MBA).
Siden 2005 har han været direktør i Dansk Transport og Logistik, men har stadig et ben i den maritime sektor, blandt andet som næstformand i Mols-Linien og som formand for Handels- og Søfartsmuseet.
Erik Østergaard har for alvor formået at positionere Dansk Transport & Logistik – ikke kun i forhold til transportsektoren og organisationens medlemmer – men især på den politiske bane, hvor han har formået at skabe stor respekt omkring sig selv og sin organisation.
Erik Østergaard er en dygtig forhandler og saglig debattør: Hurtig i opfattelsen, overbevisende i sin argumentation, en skarp iagttager og så er han altid velforberedt, når han går ombord i sagerne, hvilket gør ham til en svær modstander.
På den baggrund har Erik Østergaard opnået, at der bliver lyttet til DTL. Han sidder således i en række betydningsfulde udvalg, regeringens infrastrukturkommission, Vejtransportrådet, Færdselssikkerhedskommissionen, Rådet for Større Færdselssikkerhed mm.
Foruden at udvikle organisationens politiske profil har Østergaard også formået at dreje DTL såvel forretningsmæssigt som organisationsmæssigt, så DTL i dag er kommet endnu tættere på medlemmerne og deres behov.
Fødselsdagen markeres ved en reception fredag, den 27. marts, kl. 14-17 på Børsen i København.