Vejdirektoratet og Museum Sønderjylland opstiller plancher om den planlagte motorvej til og fra Sønderborg.
Udstillingen består af en række plancher, der både giver spændende oplysninger om vejprojektet - vejens forløb og historie, undergrundens sammensætning, tiltag for at beskytte naturen mv. - og om de arkæologiske fund, der er gjort på strækningen.
- For Museum Sønderjylland er der tale om en helt ny og hurtig måde at fortælle om de mange nye, spændende opdagelser, vi løbende gør – endnu inden undersøgelserne er færdige, siger museumsinspektør Per Ethelberg.
Udstillingen kan ses fem steder i området: Udover rasteplads Søgårdvej syd for Aabenraa, drejer det sig om Baså Rasteplads øst for Aabenraa, Super Brugsen i Kliplev, Lokal Brugsen i Nybøl og Alsion i Sønderborg.
Plancherne bliver jævnligt udskiftet, så borgerne i området løbende kan orientere sig om projektet. Derudover kan besøgende i området får et indblik i projektet, hvis de holder ind på en af de to rastepladser.
Udstillingen er udarbejdet i samarbejde mellem Vejdirektoratet og Museum Sønderjylland –
Arkæologi Haderslev.