Sagen om rod i Kurergruppens tilladelser får Post Danmark til at se på forholdene.
- Post Danmark Transport har ikke før været udsat for at de vognmænd, som vi har aftale med, har manglet tilladelser. Vi vil dog se på forholdene for at vurdere om der skal sættes yderligere procedurer i værk for at sikre en opfølgning på området, siger Trine Hermansen, indkøbschef hos Post Danmark Indkøb.
Hendes svar kommer i kølvandet på, at TTN forleden kunne fortælle om, at en af Kurergruppens lastvogne, der kører for posten, fik klippet pladerne på grund af manglende betaling af vægtafgift. Samtidig blev det kendt, at der herskede rod i transportfirmaets tilladelsesforhold, så flere lastvogne tilsyneladende har kørt for bl.a. Post Danmark uden at være indregistreret til en bruger med gyldig tilladelser.
- Post Danmark kræver, når vi indgår aftale med en leverandør, at denne allerede ved prækvalifikationen skal medsende behørig dokumentation for at leverandøren har tilladelse til at køre godt for fremmed regning, siger Trine Hermansen.
I Post Danmarks aftaler med transport-leverandørerne står desuden at "sælgeren garanterer, at de af aftalen omfattede ydelser opfylder alle relevante myndighedsforskrifter, herunder bl.a. miljø- og arbejdsmiljøkrav. Medmindre andet fremgår af aftalen indestår sælgeren for, at det af denne anvendte personale er ansat på overenskomstmæssige vilkår. Post Danmark skal på begæring modtage de oplysninger, der er nødvendige for at bedømme ydelsen."
- Dette er dækkende for at en vognmand skal have alle sine tilladelser i orden og kunne fremvise dem på forlangende, siger Trine Hermansen.