Preben Larsen, Brandhøjgaard på Nordøstfyn har netop modtaget en ny Iveco Stralis.
Den nye Iveco AS440S56TXP 6X2/4 Twinsteer med 13 liters motor (560 hk) er spækket med hydrauliksystemer og kan både levere hydraulisk tryk til tipsættevogn, walking-floortrailer, fodertankvogn, slamsuger samt til en grisetrailer.
For at kunne producere den nødvendige energi, når vognen kører, er der ud over det almindelige gearkassekraftudtag som anvendes til at trække en kornsuger, også et motorkraftudtag. Dette kraftudtag driver en variabel hydraulikpumpe som i fagsproget både kan køre ls (Load Sensing – d.v.s den automatisk tilpasser oliemængden til opgaven hvorved systemet ikke varmes for hårdt op og motoren belastes mindst muligt) og med fast ydelse. Motorkraftudtaget er konstrueret så det frakobles automatisk ved afbrydelse. Med disse hydrauliske systemer, er trækkeren i stand til at håndtere alle mulige tænkelige typer af hydraulik på trailere.
De hydrauliske systemer er bygget på af Odense Hydraulik og den nye trækker er solgt af lastvognssælger Arne Granstrøm ved Iveco Odense.