Luft-avl: 20.000 grise skal ud at flyve langtur, for at etablere svineproduktion i Rusland.
Af Herbert Nielsen
Der er altid brug for en rask gris – og forude venter en flyvetur på godt 20.000 veltrimmede danske svin, der skal danne rygraden i en kommende Russisk svineproduktion.
Planerne, der drives af det danske Dan-Invest, er ikke nye. Faktisk var meningen, at de mange lystige svende skulle boarde specialfly fra Billund Lufthavn med kurs mod Krasnodar og Tambov-regionen allerede fra slutningen af 2007 og løbende gennem en god del af 2008.
Men – først opstod der væsentlige forsinkelser med færdiggørelsen af svinefarmene i Rusland. Så kom den globale finanskrise, og den gjorde det svært for projektmagerne.
Parat til ny start
- Samtidig med, at vi jo havde færdiggjort anlæggene i Rusland og dermed startet de løbende omkostninger, gjorde finanskrisen, at den russiske bank, der havde givet tilsagn om finansiering af projektet, trak sit tilbud tilbage på grund af problemer med mange uindfriede fordringer. Det har været en svær situation, siger Frank Wennerberg, medlem af ledelsen i Dan-Invest, bag hvilken der står en kreds af investorer blandt danske svineavlere.
- Vi har derfor måttet lægge vores planer om. Vi satser nu på en emission af nye aktier for at skabe kapitalgrundlag for at købe vores russiske partner ud. Dernæst refinansierer vi projektet og sætter så endelig gang i vores grise-flyvninger.
Frank Wennerberg regner med en afklaring inden for én til to måneder, og da anlæggene står klar i Rusland, vil det derefter ikke vare længe, før en massiv luftbro af fragtfly begynder at løfte grissebasserne ad luftvejen til deres nye hjem.
Der bliver det deres opgave at sætte rigtig mange friske griseunger i verden som grundstamme i en kommende ny russisk svinebesætning.
I forhold til udsigterne for en slagtegris er de kommende 20.000 flypassagerer da virkelig svineheldige.