Godt rustet: Selv om de danske rederier ser med alvor på finanskrisen, ryster de ikke et øjeblik på hånden.
I en tid, hvor mange bider negle over de økonomiske udsigter, kommer der lidt mere positive udmeldinger fra de danske rederier, som nøje følger udviklingen, men samtidig konstaterer: Vi er faktisk på en støt kurs i dansk søfart.
- Rederierne har jo prøvet situationen før. Vi ved, at den slags udsving er en del af erhvervet, og derfor forbereder vi os naturligvis, siger vicedirektør Jan Fritz Hansen, Danmarks Rederiforening.
- Men hver krise er jo forskellig, og det særlige denne gang er nok, at opbremsningen er kommet så hurtigt for søfarten. I fjerde kvartal sidste år kom der jo nogle dramatiske fald.
Støt kurs- Når vi siger, at vi er på støt kurs, så er det ikke fordi vi ser bort fra krisen. Det er en stor udfordring, og rederierne må tænke sig godt om i øjeblikket. Men der er intet der indikerer, at dansk søfart skulle vælte på nogen måde, siger Jan Fritz Hansen.
Han peger på, at rederiernes valutaindsejling var på 190 mia. kr. i 2008.
- Vi havde på forhånd sagt mellem 190 og 200 mia., så vi landede inden for det beregnede, som jo samtidig var en fremgang i forhold til 2007.
Men hvad med 2009?
- Vi vil gerne se de store rederiers årsregnskaber til foråret, inden vi kommer med en vurdering. Men det er ikke sådan, at der nødvendigvis kommer et fald i vores valutaindsejling. Det kan godt være, at den meget kraftige vækst vi har haft på 10-15 procent om året, ikke dukker op i år og til næste år. Men der er ingen, der siger, at det betyder et egentligt fald. Det er der intet, som tilsiger i øjeblikket, fastholder rederiforeningens vicedirektør.
I forbindelse med den store handlingsplan om at gøre Danmark til Europas førende søfartsnation - som Søfartsstyrelsen og Bent Bendtsen stod i spidsen for – sagde Danmarks Rederiforening, at den ville kvittere for branchens rammevilkår og den politik, der blev ført, ved at arbejde for en 50 procents forøgelse af handelsflåden over fem år.
- Det var i begyndelsen af 2007. Så der er gået to år, hvor vi har fået de 20 procent hjem. Vi skal nok nå de sidste 30 procent også - selv om krisen måske kan betyde, at vi er seks år om det i stedet for fem. Vi har ikke ændret på vores ambition, og det er også et udtryk for en vis stabilitet, siger Jan Fritz Hansen.
Medlemmernes budRederiforeningen har spurgt medlemmerne om deres vurdering af situationen i forbindelse med krisen. Der var to ord som gik igen: Vi er fortrøstningsfulde med hensyn til fremtiden, og vi står godt rustet.
- Heri ligger, at vi er et cyklisk erhverv, som lige har haft 10 gode år. Nu dykker det lidt, og det var jo nok sket også uden krisen. Vi så jo et meget stort internationalt nybygningsprogram, som lå som en truende sky. Meget af den er jo forsvundet. Der er ordrer, som ikke kan finansieres og mange må genforhandles, så risikoen for overtonnage er om ikke fordampet, så i hvert fald blevet mindre overhængende, vurderer Jan Fritz Hansen.
Til gengæld handler det om at være klar, når optøningen af krisen kommer, påpeger han:
- Så skal du have dine skibe og dit udstyr parat til at få fuld fordel af den situation. Så vi er ikke præget af sortsyn. Der kan da godt være enkelte rederier i et særligt segment eller som har været meget udsatte, men generelt er kursen støt, siger Jan Fritz Hansen.
Rederiforeningen har heller ikke i sin rekrutteringskampagne.
- Vi har stadig brug for dygtige folk til erhvervet. Det er klart, at der skal ske en tilpasning hvis et rederi har 100 skibe, som ikke drives mere. Så skal man indrette organisationen derefter. Men det er sund tilpasning, mener Jan Fritz Hansen.
- Og selv om man forestillede sig, at volumen faldt lidt og omsætningen ikke voksede over de 190 milliarder, men stod på det jævne eller dykkede en smule, så indebærer det jo ikke, at nettoresultatet behøver være dårligt. Der kan være sket en tilpasning til andre markedsvilkår, fremhæver han.