Dør til dør: Containerships åbner nye sejlruter fra Århus til Baltikum, Storbritannien, Irland og Holland.
Short sea rederiet Containerships i Århus har sat en offensiv kurs gennem krisen, der sætter tydelige spor på resten af transportbranchen.
I forrige uge åbnede rederiet flere nye sejlruter, bl.a. mellem Århus, Riga, Klaipeda, Rotterdam, Cork og Dublin. Et næsten uhørt skridt i en sektor, der er præget af konsolidering af ruter og effektiviseringer.
Den offensive strategi lanceres blot fire måneder efter, at et konkurrerende rederi valgte at lukke sejlruten til Klaipeda i Litauen på grund af faldende efterspørgsel.
- Vi har betjent det danske marked i 15 år og lancerer nu en udvidelse af vores dør-til-dør service, som vi har haft rigtig gode erfaringer med på vores rute til St. Petersburg, siger Branch Manager i Containerships, Morten Neve Jensen.
- Vi er derfor ikke i tvivl om, at vores kunder og samarbejdspartnere i Danmark tager godt imod denne udvidelse af vores eksisterende rutenetværk udad Århus.
Hele vejenContainerships oplever, trods den generelle nedgang i transportbranchen, en stigende efterspørgsel efter rederiets dør-til-dør transport.
- Vi er opmærksomme på, at vores konkurrenter lukkede sejlruten til Klaipeda i efteråret. Men vi mærker en stigende efterspørgsel efter mere enkle og gennemsigtige produkter. Og med vores dør-til-dør koncept har kunderne kun én samarbejdspartner hele vejen. Det vil sige, at vi henter containeren med egne lastbiler hos kunden i Danmark og afleverer den lige til døren i eksempelvis Kasakhstan eller Cork i Irland, siger Morten Neve Jensen.
UdfordrerRederiets tiltro til dør-til-dør konceptet er så stærk, at man regner med at hente en pæn andel af fragtgrundlaget for de nye ruter ved at flytte gods fra vej til sø. Blandt andet fordi Containership forventer, at servicen vil tiltrække eksportvirksomheder, der i forvejen benytter sig af vejtransporten.
Containerflåden består af både såkaldte ”Reefers” og ”Dry” og 90 procent af flåden er ”Pallet-wide”. Containerships er dermed i stand til at udfordre vejtransporten, da kunden kan transportere samme antal paller i en container som i en trailer.
- Vi har en stor flåde af alle typer containere, og vores erfaring fra Rusland er, at vi trækker markedsandele fra vejtransporten. Vi er mere konkurrencedygtige, fordi prisen på vores service ikke bestemmes af dag til dag efterspørgsel og transporttiden er kortere. Som bekendt er der ofte kø på vejene og forholdene uforudsigelige, siger Morten Neve Jensen.
ForbindelserContainerships åbner også sejlruter til række destinationer i Storbritannien, Irland og Holland. Og med disse forventer rederiet også at kunne tiltrække virksomheder som enten eksporterer eller importerer fra disse markeder.
- Riga og Klaipeda er fantastiske ”gateways” til de voksende markeder i Centralasien, Ukraine, Kasakhstan og Hviderusland. Vi forventer derfor, at kunne tiltrække virksomheder som handler med disse markeder, slutter Morten Neve Jensen.
Udvidelsen af rutenetværket er et led i den langsigtede strategi, som islandske Eimskip lagde for fusionen mellem Containerships og Kursio Linja, som EimSkip overtog i 2006.
- I forbindelse med fusionen har vi udskiftet og fornyet flåde og øget kapaciteten. Vi har indchartret et nyt skib for at kunne betjene de ny sejlruter, siger Morten Neve Jensen til Danmarks Transport-Tidende.
ll@transporttidende.com