Med støtte fra EU etableres Øresund EcoMobility Viden- og Innovationscenter.
Centret skal øge det regionale kompetenceniveau i forhold til at fremme klimavenlig transport af personer og gods. Centret samler over 40 eksperter fra Danmark og Sverige indenfor områder som vedvarende energisystemer, miljø, infrastruktur, byplanlægning, trafikplanlægning, transportsystem-optimering og logistik.
- Øresund EcoMobility Viden- og Innovationscenter vil efterstræbe at bryde med de negative miljømæssige bivirkninger fra transportsektoren, der hidtil har været som følge af den generelle vækst i samfundet. I stedet skal bæredygtige løsninger fremmes, siger Patrik Rydén, projektleder af EcoMobility og daglig leder af Øresund Logistics.
Øresund EcoMobility fokuserer på videndelingsnetværk bestående af eksperter fra Danmark og Sverige og på at skabe, udvikle og sprede viden til virksomheder, myndigheder, studerende og andre relevante aktører igennem en lang række aktiviteter som kurser, konferencer, publikationer, innovationsprojekter m.m.
Øresund EcoMobility Viden- og Innovationscenter har et budget på 30 millioner kroner over tre år (2009-2011), hvoraf 50 procent stammer fra EU’s Interreg IVA Øresundsprogram. Øresundsuniversitetet og flere af medlemsuniversiteterne Danmarks Tekniske Universitet Lunds universitet, Malmö Högskola, Copenhagen Business School og Roskilde Universitet. Københavns kommune, Vectura Consulting AB og Trivector er ligeledes partnere af projektet.