23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Flere muligheder for modulvogntog

Fra september 2009 udvides modulvogntogsforsøget med en række strækninger med tilknytning til havne og transportcentre.

Fra september 2009 udvides modulvogntogsforsøget med en række strækninger med tilknytning til havne og transportcentre.





Det længe ventede danske forsøg med modulvogntog var dårligt kommet i gang, før de første krav om udvidelse af forsøgsordningen lød fra transportbranchen. Det omfattede vejnet rakte kun ud til et meget begrænset antal godsknudepunkt og dermed var modulvogntogene kun interessante for et meget lille antal transporter.

Nu er der udsigt til transportbranchen får opfyldt en del af sine ønsker – dels når Vejdirektoratet 1. september som ventet udvider forsøget, så langt flere godsknudepunkter (især havne) kommer med på det module danmarkskort og dels fordi det bliver muligt for enkeltvirksomheder at søge om at komme med på modulvogntogsvejnettet.

I betragtning af modulvogntogsforsøget kun er få måneder gammelt og en ganske betydelig politisk skepsis – ikke mindst i forhold til trafiksikkerheden omkring modulvogntogene - så er det ganske bemærkelsesværdigt, at myndighederne allerede nu åbner op for en langt mere fleksibel forvaltning af modulvogntogsforsøget.

- Jeg har store forventninger til, at modulvogntogene kan være med til at nedbringe CO2-udledningen, forureningen og øge fremkommeligheden på vores veje. Derfor er det også vigtigt, at vi gør forsøget så bredt som muligt, så flere virksomheder og flere dele af Danmark kan nyde godt af fordelene ved modulvogntog, siger transportminister Lars Barfoed, der understreger:

- Forsøget med modulvogntog spiller en vigtig rolle i regeringens arbejde for et Danmark, der hænger sammen både miljømæssigt og trafikalt.

Havne

Ruterne, der åbnes ultimo 2009, er de ruter der har krævet lidt større og mere omfattende tilpasninger af det eksisterende vejnet. Fra 1. september 2009 bliver det muligt at køre til

Kolding Havn, Aabenraa Havn, Vordingborg Havn, Odense Havn, Logistikcenter Danmark Vest (Horsens), Årslev Transport Center (Århus), Priorparken (Brøndby), Industriparken (Brøndby), Park Allé (Brøndby), Jysk Lagerterminal (Uldum), Tietgenbyen (Odense), Hammelev Erhvervsområde (Haderslev), Grenå Havn (både den sydlige rute fra Århus og den nordlige fra Randers)

Tre måneder senere åbnes ruter til Køge Havn, Hanstholm Havn, Herning-Ikast Transportcenter (Ikast), Kærup Erhvervscenter (Ringsted), Gedser Havn

Enkeltvirksomheder

Et meget stort antal danske transport- og logistikvirksomheder har investeret store summer i en placering tæt på motorvejsnettet. Mange af dem har ganske forståeligt følt sig forsmået i modulvogntogsforsøget, fordi modulvogntog er forbudt på den halve eller hele kilometer landevej, der er mellem virksomhedens egen terminal og motorvejen. Det har reelt udelukket dem fra at springe med på modulvogntogsforsøget.

Det har myndighederne nu erkendt er uhensigtsmæssigt – ikke bare af hensyn til de pågældende virksomheders økonomi og konkurrenceevne, men også fordi det begrænser modulvogntogenes antal og dermed de gevinster, der er for samfundet i form af mindre trængsel og miljøbelastning.

Derfor får enkeltvirksomheder og transportcentre fremover mulighed for at søge om at koble sig på forsøget. Det kræver dog, at de lever op til en række retningslinjer og godkendes af Vejdirektoratet.

For at komme i betragtning skal virksomhederne udarbejde et projekt, der beskriver, hvordan de kan kobles på det eksisterende vejnet for modulvogntog. Hvis der er behov for tilretninger af vejnettet, skal det ske uden merudgift for staten, og eventuelle justeringer skal følge gældende retningslinjer for kørsel med modulvogntog.

Projektet skal også godkendes af en ekstern trafiksikkerhedsrevisor.

Velkommen

Udmeldingen fra Vejdirektoratet hilses velkommen i DI-Transport.

- Vi er glade for, at udvidelsen skal være på plads inden udgangen af 2009. Vi ser også frem til, at der sikres adgang for virksomheder m.fl. til at blive koblet op på forsøgsordningen, siger Michael Svane.

- Vi skal opfordre til, at ansøgningerne fra virksomhederne, hvoraf DI har fremsendt en række ansøgninger, behandles hurtigst muligt, således at virksomhederne har mulighed for at foretage de nødvendige omlægninger af logistiksystemerne, slutter Michael Svane.

Ansøgninger indsendes til Vejdirektoratet. Yderligere oplysninger om de tilladte forsøgsstrækninger kan findes på hjemmesiden www.trafikken.dk.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.073