Markedschef Jesper Skogstad kan 12. marts se tilbage på 25 år hos YX Energi.
Det lignede ellers ikke en karriere indenfor oliebranchen, da den unge københavner – med stort K – efter folkeskolen tog ud at sejle for derefter at få en læreplads som handelselev i en tømmerhandel. Det var her han opdagede sit salgsgen – det store S - og tog imod tilbuddet om et job i Juelsminde. Siden solgte han også udstyr til minkfarme landet rundt og endte i 1984 med at tage imod et tilbud som distriktschef for Midtjylland for det daværende Norsk Hydro Olie.
- Det var dengang vi havde tre egne anlæg, mens den øvrige olie blev leveret direkte til vognmændene, husker Jesper Skogstad.
Han blev markedschef i 1987 med ansvar for at udbygge og vedligeholde selskabets dieselservice-anlæg og nu gik det stærkt: Truck-anlæg skød op rundt omkring i hele landet og det nuværende YX Energi – der i en periode var kendt som Hydro-Texaco – har nu over 100 dieselanlæg.
- YX har virkelig villet dette marked, og det understreges af, at jeg kun har været med til at lukke tre anlæg i den samme periode, siger Jesper Skogstad.
Der vil også i de kommende år opstå nye dieselservice-anlæg under YX-fanen.
- Der bygges nye veje og trafikstrømmene ændrer sig, og det skaber nye muligheder, siger Skogstad, der husker at han som en af sine første opgaver i koncernen var med til at etablere et tankanlæg på en mark nord for Vejle.
- Det var DTC og det var svært at forestille sig, at man nogensinde skulle kunne sælge en liter diesel derfra, husker Jesper Skogstad.
På et tidspunkt fik han hele YX’ transportmarked under sig, og efter fusionen til Hydro-Texaco lå ansvaret for hele truck-kæden, kunderne, diesel og smøreolie på et tidspunkt hos Jesper Skogstad.
For nogle år siden – efter (for) mange kopper kaffe på Storebæltsfærgen - vendte han tilbage til udgangspunktet, nemlig den nære kontakt til kunderne, som han nu betjener fra hjemmekontoret på bopælen i Horsens.
- Det har været en sjov tid – og så længe det stadig er det, har jeg lyst til at blive ved, til jeg er 70, siger han med et glimt i øjet. Min kemi passer sammen med vognmændenes.
Det eneste, der ærgrer ham, er at vognmændene og deres erhverv ofte underkendes i samfundet.
- Det er dels deres egen skyld. De har ikke forstået vigtigheden af, at de har brug for et godt image. Men jeg har stor respekt for vognmændene, og de fortjener mere anerkendelse for det store stykke arbejde de leverer, siger Jesper Skogstad, der stadig har nogle af sine første kunder fra for 25 år siden i folden.
- Jeg tror, at jeg har bevist, at jeg – på trods af, at jeg er københavner og sælger – er til at stole på, smiler Skogstad.
Når han ikke arbejder, prøver at holde sig i form med spinning 4-5 gange om ugen, mens de varme måneder giver naturmennesket Skogstad oplevelser på cyklen, på jagt – dog kun som hundefører - eller ved familiens sommerhus i Juelsminde.
Jubilæet markeres ved en reception den 12. marts fra kl. 13-16 på:
CenterbakkenKursus- og Konferencecentret
GateWay E45
Danmarks Transport Center
Centerbakken 1 · 7100 Vejle