23948sdkhjf

Fynsk vognmand valgte sit speciale

Schaumann Transport reducerede vognparken dramatisk for to år siden. I stedet specialiserede den fynske virksomhed sig på kranopgaver og langgods.

Schaumann Transport reducerede vognparken dramatisk for to år siden. I stedet specialiserede den fynske virksomhed sig på kranopgaver og langgods.



Af Finn Bjerremand

Vognmand Hans-Christian Schaumann, der bor i den lille fynske by Gudbjerg, valgte for to år siden for alvor blot at koncentrere driften i sin virksomhed Hans-Chr. Schaumann Transport A/S: nemlig på kranopgaver og transport af langgods.

De to aktiviteter hører meget godt sammen fordi virksomheden ofte udfører mange totalløsninger, hvor begge dele indgår.

- For to år siden havde jeg en blandet virksomhed med et tankvognstog, to containerbiler samt tilhørende containere, en fireakslet blokvognstrækker med en stor blokvogn, samt et par kranvogne, fortæller vognmand Hans-Chr. Schaumann.

Han havde netop talt med chaufføren, der gennem mange år havde kørt med tanksættvognen, om at virksomheden skulle til at hæve transportprisen, da der kom et brev fra olieselskabet om at Schaumann skulle reducere priserne med ti procent.

- Det var nok det, der slog hovedet på sømmet. Samtidig lavede jeg stort set ikke andet end at tale i telefon fra morgen til aften i forbindelse med administrationen af de to containerbiler, fortæller den fynske vognmand.

Han valgte i stedet at afhænde containerforretningen, olietankvognen, det stor blokvognstog og en kranvogn til tre gode kolleger i området.

Samme år var sønnen, Christian Schaumann, der efter at have været i lære og blevet uddannet som chauffør hos Torben Rafn & Co A/S i Sommersted, begyndt som chauffør i virksomheden.

- Vi valgte derefter at køre videre med to kranvogne, siger Hans-Chr. Schaumann.

Specialiseret

Virksomheden råder i dag over to nyere Mercedes trækkere - henholdsvis en tre og en fireakslet, begge udstyret med kraner og opbygninger - hvor der enten kan køres med et kort lad eller en trækkeropbygning. Til de to trækkere råder Hans-Chr. Schaumann Transport over fire forskellige trailere og blokvogne med udtræk, så vognmandsfirmaet kan løse mange forskellige transportgaver for kunderne, når det drejer sig om langgods.

- Jeg har fået en roligere hverdag, konstaterer Hans-Chr. Schaumann, der i dag er meget glad for den beslutning, han tog for to år siden.

Til mange af de specialtransporter, som den fynske transportvirksomhed udfører, indgår der både tvillingeløft med to kraner, transport på lange udtrækstrailere samt montage på stedet.

Bortset fra et lidt roligt aktivitetsniveau lige nu - som nok for det meste skyldes årstiden og vejret - klager den fynske specialtransportør ikke over beskæftigelsen.

Godt tilfreds

Som så mange andre, der beskæftiger sig med overdimensionerede transporter, har også Hans-Chr. Schaumann Transport A/S daglig behov for at kunne få særtilladelser til særtransporter, som det hedder i terminologien.

- Vi synes det fungerer perfekt, som det er nu. Hvis vi ansøger om en særtilladelse sker det ofte, at den kommer inden for en times tid, og det er god service. Vi er derfor godt tilfredse med det nuværende system hvor det hele er blevet koncentreret hos få centre hos politiet rundt omkring i landet, siger Hans-Chr. Schaumann.

fba@transinform.com
Kommenter artiklen
Job i fokus
Gå til joboversigten
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078