Anders Nygaard har investeret i et udstillings-vogntog, der byder plads til 50 personer i eksklusive omgivelser.
Af Gwyn Nissen
Tom Kristensen havde lige mistet et hjul og regnen silede ned over Le Mans, så Anders Nygaard skulle bare slå tiden ihjel de sidste timer i Frankrig. Det var da han stod og beundrede alverdens spændende lastbiler og trailere, at han fik ideen, til sit næste projekt: En folde-ud-trailer til udlejning til markedsføringstiltag.
- Jeg kunne også godt selv bruge et undervisningslokale, som jeg kunne tage med rundt, siger konsulenten med speciale i logistik- og procesoptimering.
I det næste halve år ledte han efter den rigtige kombination af trækker og trailer. I maj købte han sit køretøj og siden efteråret ruller Anders Nygaards schweizer-kniv på hjul.
Lastbilen er en Scania T164. ”En stor bandit”, som Anders Nygaard kalder den treakslede trækker, der har 480 hestekræfter under den lange snude.
- Jeg kunne også have fundet en billig tivoli-trækker, men der må godt være noget for drengene, siger Anders Nygaard, der selvfølgelig selv har chaufførkort, så han kan sætte sig bag rattet bag sin drengedrøm.
KaravaneDansk Industri er den første kunde, som Anders Nygaard og hans chauffører har kørt landet rundt med i forbindelse med Teknologikaravanen. Det gav blandt andet Anders Nygaards køretøj tv-sendetid under Aftenshowet.
Anders Nygaard har haft sin egen karavane i nogle måneder nu og arbejder på at få såvel korte opgaver, som længerevarende aftaler.
- Jeg har også en drøm om at få flere køretøjer, siger Anders Nygaard - nærmest med julelys i øjnene.
Konsulent og eventI sin søgen efter den nuværende udstillingstrailer har han set mange forskellige køretøjer, som kunne skabe opmærksomhed i Danmark – for eksempel en trailer i tre plan med tagterrasse på 2. sal.
- Men det kræver en stor check, griner han. Jeg lever af min konsulent-virksomhed, og man kan sige, at Event Carrier er for sjov. Men det er også en forretning, og jeg har en professionel bestyrelse, der er med til at holde mig i gang, siger Anders Nygaard.
Som logistik- og proceskonsulent ser han mange steder det, han betegner som tante-bestyrelser.
- Den fælde ville jeg ikke selv ryge i og derfor har jeg professionelle folk, der kan give mig input og inspiration.
I bestyrelsen sidder hans tidligere kompagnon, vognmand Erik Jensen, og eventmager Frank Panduro, der satte Horsens på det musikalske verdenskort.
På sidelinjenAnders Nygaard håber, at hans køretøj bogstaveligt talt får en plads på sidelinjen.
- Det kan være til sportsarrangementer, musikarrangementer eller andre events, hvor man gerne vil forkæle sine VIP’s, siger Anders Nygaard.
Han ser også udstillingstraileren som en mulighed for at markedsføre et produkt direkte overfor forbrugerne:
- Der er masser af muligheder for at reklamere og skabe opmærksomhed og møde ens kunder, der hvor de er, siger Anders Nygaard. Traileren kan opstilles såvel inden døre som udendørs.
- Jeg forventer at være med på nogle messer, hvor den vil være et godt blikfang.
Anders Nygaard, 37 år, er oprindelig uddannet speditør og HD (U) - og har bl.a. været ansat otte år ved DSV i Horsens. De sidste tre år som chefkonsulent med speciale i logistik- og procesoptimering.
Specialet brugte han siden til at få en projektansættelse ved Århus Olie, for derefter at tage springet som selvstændig.
Indtil for halvandet år siden var han desuden vognmand. Sammen med Erik Jensen drev han Glass Carrier i Skjern, som dog er blevet lukket ned.
I dag driver Anders Nygaard sin konsulentvirksomhed Scout Logistics og udstillingslastbilen gennem Event Carrier.
Brilliant udstillingstrailerLastbilen, en Scania T164, er købt i Holland og udstillingstraileren i Tyskland, hvorefter Anders Nygaard har fået dem lakeret i Mercedes Benz Brillant Metallic for at give køretøjet et eksklusivt look.
Stilen fortsættes inde i traileren, der i udfoldet tilstand har 60 kvadratmeter, der let huser 50 personer. Et mørkeblåt gulvtæppe og halogen-spots i loftet skaber en hyggelig stemning i traileren, der selvfølgelig har aircondition-anlæg. Et lille køkken har alt, hvad der er brug for og traileren har sin egen strømforsyning.
De store vinduespartier giver et godt udsyn, mens foliering forhindrer, at personerne ind i traileren ”udstilles” i traileren. Om sommeren – eller inden døre på messer - kan vinduespartierne efter eget valg skiftes ud med et gelænder, så hele konstruktionen er mere åben.
En udvendig trappe fører op til tagterrassen, der er på yderligere 35 kvadratmeter.
Hele traileren er foldet ud og klar til brug med kundens valg af indretning på 3-3,5 timer.
Læs mere på www.eventcarrier.dk
gwyn.nissen@transinform.com