SCR giver hestekræfter
40 hestekræfter mere og 40 procent mindre udledning. Volvo effektiviserede sin nye motor ved hjælp af en stribe nye tiltag.
Af Finn Bjerremand
Når det lykkedes Volvo Truck Corporation at skabe den nye FH16 med en 700 hk motor, så skyldes det ifølge svenskerne i meget høj grad, at Volvo vælger at anvende SCR-katalysatorer til rensningen af udstødningen.
Det påpeger Astrid Drewsen, der er produktchef hos Volvo Powertrain, som står for hele drivlinen i Volvos lastvogne.
Ændringerne i den nye 16 liters motor omfatter både ny software, ny turbo og wastegate, ny og større katalysator med en mere effektiv belægning, ny knastaksel, nye stempler og foringer og nye dyser - alt sammen ændringer, som er introduceret for at bringe forbruget ned på Euro 4 niveau. Astrid Drewsen fastslår, at løsningen med SCR er kommet for at blive som en af løsningerne på fremtidens lastvogne.
I forbindelse med udviklingen af den nye 700 hk motor er det takket være SCR-teknologien lykkedes at øge effekten samtidig med, at brændstofforbruget er holdt på samme niveau som på Volvos 660 hk-motor. Derudover er udslippet af bl.a. CO2 reduceret, så motoren kan overholde Euro 5 normen.
- Når vi længere ude i fremtiden vil møde Euro 6 normen vil SCR katalysatoren i en kombinationen med EGR også være en særdeles vigtig faktor, og vi kan der anvende vore gode erfaringer med EGR, forklarer Astrid Drewsen.
KompromisløsVolvo har siden introduktionen af sin 13 liters motorserie tilbudt en Euro 4-version med EGR, som havde et populært brændstofforbrug – men salgsmæssigt blev der kun solgt tre procent med EGR i forhold til SCR løsningen.
Der findes dog heller ikke nogen tilsvarende Euro 5 version med EGR, ”og det skal man heller ikke forvente at der kommer” siger Astrid Drewsen:
- Hvis vi skulle konstruere en sådan motor vil der blive alt for mange kompromiser og det er ikke godt nok. Vi vil hellere anvende den store investering på at udvikle velfungerende og kompromisløse motorer, som overholder normerne ved at hjælp af SCR-katalysatorer. Vore motorer ligger heller ikke ude på kanten af euronormen hele tiden – tværtimod ligger den nye 16 liters motor godt inde i midten i forhold til firkanten med Euro 5 kravene, og det skyldes ikke mindst anvendelsen af SCR katalysatorer, siger produktchefen.
Miljøet vinderAstrid Drewsen fortæller under interviewet med Trans Inform, at fremtiden bliver dyr.
- Det er dyrt at udvikle nye motorgenerationer, som skal kunne overholde de kommende miljøkrav, og det er hverken vognmanden eller for den sags skyld Volvo, der tjener på det. Der er miljøet som kommer ud som den store vinder i det kapløb, siger Astrid Drewsen.
Hun påpeger desuden, at mange motorer i princippet blot skal have en softwareopdatering i springet fra Euro 4 til 5 - en opdatering som bl.a. medfører et lidt større forbrug af AdBlue.
Til gengæld bliver springet fra Euro 5 til Euro 6 - hvor normen endnu ikke er nøjagtig fastlagt - betydelig hårdere.
- Der bliver virkelig tale om et stort og dyrt skridt for motorindustrien, fastslår Astrid Drewsen.
fba@transinform.com