De to containerterminaler på Århus Havn - APM Terminals og Cargo Service – trues af kommunale støjkrav.
Af Lars Lassen
Da Cargo Service – det tidligere Århus Stevedore Kompagni – i 2007 forlod containerterminal nord til fordel for en hel ny og topmoderne terminal på Østhavnen, så var det også for at gøre plads til byudvikling på Nordhavnen. En byudvikling, der nu ligger en tung skygge over ikke bare Cargo Services og naboen APM Terminals containerterminaler, men faktisk truer Århus Havns fremtid som erhvervshavn.
Det er det såkaldte projekt Isbjerget, hvor der opføres seks erhvervslejemål og 155 lejligheder på Nordhavnen, som reelt truer containertrafikken på Århus Havn.
Århus Kommune har nemlig vurderet, at hvis støjen fra containerterminalerne generer beboerne i nybyggeriet, så må terminaloperatørerne bare ’skrue ned’ for lyden. Den kommunale forvaltning mener nemlig, at terminaloperatørerne blot skal nedsætte hastigheden på containerkraner og straddle carriers og sørge for at containerne placeres med mere forsigtig hånd. Kommunen vurderer ligefrem, at en mere langsom containerhåndtering ikke vil øge omkostningerne for terminaldriften uforholdsmæssigt.
Ifølge morgenavisen Jyllandsposten har APM Terminals og Cargo Service reageret med en sønderlemmende kritisk mod kommunen i en indsigelse mod lokalplanen.
Begge terminaloperatører betegner Århus Kommunes vurderinger som urealistiske og helt udokumenterede. En mere nænsom containerhåndtering vil resultere i en mindre effektiv drift af terminalerne og operatørerne vil være væsentligt ringere stillet end hidtil.
APM Terminals terminalchef Jakob Christensen påpeger i sit høringssvar, at APM Terminals ikke er stødt på tilsvarende støjkrav i nogen af de 50 containerterminaler selskabet driver i 45 lande. Han forudser, at Århus Kommunes støjkrav vil tvinge terminalerne til at begrænse driften til tidsrummet 07-22, hvilket ikke bare vil koste terminaloperatøren dyrt, men også påligge terminalernes kunder, rederierne, store ekstraudgifter.
- På kort sigt vil dette begrænse antallet af skibsanløb samt mængden af medbragt gods, og på længere sigt kan det true hele havnens virke som industrihavn, skriver Jakob Christensen ifølge JP.
Cargo Service, der har investeret 220 mio. kroner i en ny topmoderne containerterminal, netop for at give plads til Århus Kommunes ønske om byudvikling af Nordhavnen, påpeger, at man i forbindelse med flytningen indgik en aftale med Århus Kommune, hvor kommunen accepterede, at Østhavnen er et erhvervsområde med tilladelse til et støjniveau på 70 dB.
Terminaloperatørerne savner svar på, hvad kommunen vil gøre, hvis de ikke er i stand til at opfylde støjkravene.