Billund: Året 2008 sluttede med et fald i fragten på 4,8 procent sammenlignet med året før. Og starten på 2009 gav ringe trøst.
Af Herbert Nielsen
Statistikken for januar måned 2009 viser et fald på hele 25.3 procent i fragtmængderne i Billund Lufthavn. Vi skal helt tilbage til 2004 for at finde en januar måned med mindre fragt.
I alt håndterede lufthavnens fragtafdeling 3360 tons fragt: 1620 tons import og 1740 tons eksport. Begge poster med et stor nedgang i for hold til 2008 – henholdsvis 21,7 og 28,4 procent.
- Det er virkelig en forstemmende udvikling, og det er jo en ringe trøst, at også andre lufthavne og branchen i det hele taget viser tilsvarende negative udviklinger, siger Jan Ditlevsen, Billund Lufthavns fragtchef.
- Der er jo altid mange gode forklaringer. Og en kunne jo være det kinesiske nytår, der lå lige omkring månedsskiftet. Det betyder altid en stilstand i den fjernøstlige trafik. Og hvis der er hold i dette, kunne vi håbe på, at februar måned ville indhente noget af det forsømte. Men – i denne måned falder så vinterferierne, der heller ikke ligefrem sætter fut i udviklingen.
Netop luftfarten og luftfragten rammes både hurtigt og hårdt, når tiderne vender.
- I år kan vi kun gætte på, hvordan eksempelvis mængden af import af tekstiler fra produktionsområder rundt om i Asien vil udvikle sig – det er jo en meget betydningsfuld del af luftfragten. Vi må vente og se. I mellemtiden kan vi ikke gøre andet end fortsat at effektivisere vores virksomhed, holde kvaliteten i top og jage alle ikke-nødvendige omkostninger, siger Ditlevsen. Men helt sjovt ser det - indrømmet - ikke ud lige nu.