23948sdkhjf
Log ind eller opret for at gemme artikler
Få adgang til alt indhold på SCMNews
Ingen binding eller kortoplysninger krævet
Gælder kun personlig abonnement.
Kontakt os for en virksomhedsløsning.

Specialister for det sære

Partnerskab med kunden: Schenker A/S’ projektafdeling i Aalborg tager sig mest af globale events samt specialtransporter af overdimensioneret gods og sværgods.

Partnerskab med kunden: Schenker A/S’ projektafdeling i Aalborg tager sig mest af globale events samt specialtransporter af overdimensioneret gods og sværgods.





Der er ingen afmatning at spore hos Finn Petersen og hans afdeling på 11 m/k i Schenker A/S filial i Aalborg, som ud over almindelig søfragt, luftfragt og biltransporter gør sig mest bemærket med sit speciale i ”alt det store”. Det vil sige sports-events, særtransporter samt ”fairs and exhibitions.” Afdelingen har lagt et forrygende travlt år bag sig, og 2009 tegner lige så godt. Selvom der modsat sidste år ikke er et helt OL at tage sig af, så venter dog bl.a. en IOC-kongres i København i oktober, hvor værtsbyen for OL i 2016 skal findes.

Dertil kommer afdelingens løbende opgaver, hvoraf de færreste kan betegnes som ”normale”. Således er netop nu dele til et stort solkraftanlæg på vej fra Shanghai til Sevilla. Transporten sker i to faser og omfatter først to damptromler (11,50 x 3,35 x 2,55 meter) på hver 45.000 kg plus diverse løsdele. Senere følger to varmevekslere (12,60 x 4,35 x 2,70 meter) – hver 78.800 kg tunge. Ud over heavy lift-transporten fra Shanghai til Sevilla inkl. fortoldning etc. omfatter opgaven kørsel af ovennævnte til destinationen i Sevilla. Den spanske del af opgaven varetages af DB Schenkers lokale projektafdeling.

Logistikpartner for Aalborg Industries A/S

Aalborg Industries A/S, der er Skandinaviens største producent af marine- og industrikedler, har valgt Schenker A/S som logistikpartner. DB Schenker blev valgt på grund af koncernens erfarne personale, dens gunstige lokale setup og stærke globale netværk, hvilket er parametre, der spiller godt sammen med Aalborg Industries A/S’ internationale tilstedeværelse.

Aftalen omfatter konventionel transport af alt udgående gods.

Peter Nikolajsen, Shipping Manager hos Aalborg Industries A/S, siger om samarbejdet:

- Vi ser vor aftale med Schenker A/S som en form for joint venture, og jeg er af den opfattelse, at begge parter altid vinder mest ved et tæt samarbejde i opgaver som disse.

Han udtrykker begejstring for de resultater, samarbejdet indtil videre har tilvejebragt, men lægger lige så stor vægt på selve samarbejdets karakter, hvor gode relationer, tæt dialog og åbenhed er i højsædet.

- Samarbejdet mellem Aalborg Industries A/S og Schenker A/S er kendetegnet af gode forbindelser, og vi får kvalificeret og ærlig rådgivning på logistikområdet, hvilket giver os store fordele. Denne rådgivning er med til at fremme den udvikling, vi som koncern gennemløber i en stadig mere globaliseret verden præget af stor dynamik. Derudover har aftalen resulteret i en formalisering af flere procedurer og givet os såvel økonomiske fordele som større sikkerhed, og det synes jeg er væsentligt.

Både Aalborg Industries A/S og Schenker A/S er omfattet af certificeringer inden for kvalitet, hvilket Aalborg Industries A/S opfatter som en naturlig nødvendighed. Men også Schenker A/S’ engagement på miljøområdet, som har manifesteret sig i miljøcertificeringer og -priser, anses som en vigtig parameter.

- Vore ejerkreds er optaget af miljøhensyn og -certificeringer,” siger Peter Nikolajsen som bemærker:

- Vi sælger ikke flere kedler af den grund; men det er grundlæggende vigtigt, at sådanne ting er på plads.

Spektakulære transporter for Bladt Industries A/S

En af projektafdelingens mest usædvanlige opgaver var at flytte 4 opdriftstanke for Bladt Industries A/S. Hver opdriftstank havde en længde på 65 meter, var 14 meter bred, 10 meter høj og havde en imponerende vægt på godt 1.200.000 kg pr. styk – altså 1.200 tons. Til sammenligning vejer en Boeing 747-200 jumbojet omkring 155 tons, så der skulle med andre ord flyttes mere end 7 jumbojets – på én gang!

For at kunne løse en så speciel opgave havde man brug for hele 3 trækkere samt to blokvogne med hver 33 aksler, hvorved der i alt kom 528 dæk under opdriftstanken. Da der er tale om dobbelttanke, skulle de to blokvogne altså flyttes samtidigt – parallelt. Det er en logistisk stor udfordring, som kræver megen erfaring, god hydraulik og en masse hestekræfter for at løse denne komplicerede opgave.

Fakta om Schenker A/S

Schenker A/S i Danmark har en årlig omsætning på Euro 190 millioner og 305 medarbejdere fordelt på kontorer og terminaler i København, Aalborg, Århus, Kolding og Odense.

Projektafdelingen i Aalborg, der tager sig af globale/sports events samt specialtransporter af overdimensioneret gods og sværgods, ledes af Finn Petersen og beskæftiger 11 medarbejdere.

BREAKING
{{ article.headline }}
0.093